Spil Dansk: Ikast-Brande Kommune genlyder af dansk prouceret musik

Næste uge er Spil Dansk-uge med dansk produceret musik rundt om i hele kommunen

22. oktober 2020, 04.00

Ikast-Brande Kommune genlyder af Spil Dansk i uge 44, hvor blandt mange andre musikeren Christine Schou besøger folkeskoler i kommunen for at skabe »Sang-skriver-workshops« for eleverne. Foto: PR/Rene Riis

IKAST-BRANDE En hel uge om året fejrer en stor del af landet dansk produceret musik - med alt fra Kim Larsen til Top Gun, fra klassisk til country, alverdens genrer og på alverdens sprog.

Og igen i år genlyder også Ikast-Brande Kommune af dansk produceret musik. Det sker med en række vidt forskellige musikalske events, som foregår forkellige steder i kommunen.

Blandt andet tilbyder Ikast-Brande Musikskole børnekoncerter for børnene i daginstitutioner - både i Remisen i Brande og i Bakkehuset i Ikast.

I Bakkehuset giver trommeslageren Søren Frost også et såkaldt musikalsk foredrag. Søren Frost har siden 1983 spillet professionelt med Klüvers Big Band, Poul Krebs, Danser Med Drenge, Sp-Just-Frost og siden 1988 i DR Big Band.

Formandens garage

Og igen i år lægger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Helle Mathiasen (V) privatadresse i Ejstrupholm til en koncert: Denne gang i garagen, som sangerinden Regitze Glenthøj og pianist Mads Granum spiller op. Regitze Glenthøj er musicaluddannet men hendes hjerte banker for både den klassiske og rytmiske verden, og hendes stemme spænder vidt fra jazz til klassisk, pop/rock, musical og viser.

I Brande Golfklub inviterer sangerinden Nanna Larsen Duo til en musikalsk oplevelse - der skal føles som en Ford Thunderbird-tur med lyden af støvet amerikansk landevej skruet op og blandet med nordisk melankoli.

På nogle af kommunens skoler kommer eleverne til at opleve lukkede arrangementer. Her skaber sanger- og sangskriver Christine Schou »Sang-skriver-workshops«, mens video- lyd- og performancekunstneren Tine Louise Kortermand stiller op til workshoppen »Komponist i Klassen«.

Fra en dag til en uge

Endelig byder Spil Dansk-ugen og på lokalhistoriske fortællinger om friheden, hvor sangerinden Heidi Bisgaard synger frihedssange.

Initiativet til Spil Dansk blev taget af foreningen for blandt andet musikrettigheder Koda i 2001 i forbindelse med sit 75 års jubilæum. Dengang hed det Spil Dansk Dagen, og foregik altid sidste torsdag i oktober.

14 år senere blev Foreningen Spil Dansk etableret med en bredere ejerkreds bestående af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Danske Populær Autorer, Musikforlæggerne og Koda, og fra 2015 er dagen blevet udvidet til en uge, og dermed Spil Dansk-arrangementer over hele landet i hele uge 44.