15.000 kroner uddelt til det lokale forsamlingshus

Andelskassen hylder bestyrelsen for Isenvad Forsamlingshus, der tildeles bankens »Sammen kan vi mere-pris 2022«. Med prisen følger 15.000 kroner

Udgivet:27. marts 2022, 07.00

Læsetid:1 minut

Allan Kristensen formand for Isenvad Forsamlinghus glæder sig over hædren, men også den økonomiske del, der følger med. Foto: Thomas Vang

2 år siden

ISENVAD På Andelskassens aktionærmøde 15. marts uddelte Andelskassen traditionen tro tre »Sammen kan vi mere«-priser og Andelskasseprisen i aktionærkreds Midtjylland. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.

Det skriver pengeinstituttet i en pressemeddelelse.

Blandt modtagerne var Isenvad Forsamlingshus, der modtog 15.000 kroner.

I den indstilling, Andelskassen modtog på bestyrelsen for Isenvad Forsamlingshus, hedder det blandt andet:

»Isenvad Forsamlingshus blev brugt meget for 10 år siden.

En ny bestyrelse er i gang med at sørge for, at huset bliver brugt igen og er som en del af den proces ved at modernisere forsamlingshuset, så det bliver mere tiltrækkende for alle. Det er frivilligt arbejde, og de frivillige gør et godt stykke arbejde i deres fritid.«

Særlig anerkendelse

Danske Andelskassers Bank kunne for nylig præsentere et årsregnskab for 2021, der viste et meget tilfredsstillende resultat før skat på 202 millioner kroner.

Andelskassen uddeler hvert år priser for 300.000 kroner. Priserne uddeles i bankens seks aktionærkredse og består af fire priser til en samlet værdi af 50.000 kroner per aktionærkreds.

Andelskasseprisen uddeles som en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige områder. Her uddeles et beløb på 5000 kroner.

»Sammen kan vi mere«-priserne består af tre priser på hver 15.000 kroner. De tre priser tildeles som en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.