Nordmænd skal måske vænne sig til bevæbnet politi i gaderne

Norsk politis efterretningstjeneste har sænket trusselsniveauet i landet til det næsthøjeste niveau.

Udgivet:29. juni 2022, 16.55

Læsetid:1 minut

Et masseskyderi i Oslo fandt blandt andet sted på London Pub, kendt som et sted for LGBT-personer. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Som udgangspunkt er norsk politi ikke bevæbnet, men landets borgere skal i fremtiden muligvis vænne sig til at se svært bevæbnede betjente i gadebilledet.

Det siger Roger Berg, der er chef for det norske politis efterretningstjeneste (PST). Udtalelsen falder på et pressemøde onsdag.

- Når det kommer til tiltag, er det politiet, der vurderer, hvilke tiltag der skal iværksættes. Der kan være forskellige tiltag i forskellige politikredse, siger han.

- Man kommer måske til at se mere uniformeret og svært bevæbnet politi.

På pressemødet er det blevet meddelt, at vurderingen af terrortruslen i Norge er blevet sænket til det næsthøjeste niveau.

De norske myndigheder havde ellers hævet det til det højeste efter et dødeligt masseskyderi i Oslo natten til lørdag, hvor to personer mistede livet. 21 blev såret under angrebet.

Selv om trusselsniveauet er blevet sænket, fastslår politiet, at terrortruslen forbliver høj.

- Terror eller voldshændelser i Vesten kan vække stærke følelser og inspirere andre til at gennemføre lignende angreb, siger Roger Berg under pressemødet.

PST opfordrer nordmænd til at leve et normalt liv, men man skal stadig være forsigtig. Roger Berg håber, at man hurtig kan få bragt trusselsniveau endnu længere ned.

- Folk skal leve deres liv, passe på og berette om, hvad der er unormalt, opfordrer han, men understreger altså, at hverdagen skal forløbe som normalt.

En 43-årig mand er blevet sigtet for terror i sagen. Han har dog indtil videre nægtet at afgive forklaring.

Afhøringen af manden bliver betegnet som meget vigtig, fordi politiet blandt andet vil have klarlagt, hvorvidt manden handlede alene.

Politiet skrev i en pressemeddelelse tirsdag aften, at arbejdet med en retspsykiatrisk vurdering af manden var i gang.

Tirsdag var 116 vidner indtil videre blevet afhørt. Mindst lige så meget bevismateriale, herunder videoer, var blevet gennemgået.

/ritzau/