Nordeuropas største solcelleanlæg: Bestseller vil bruge solen i Holstebro

I samarbejde med energiselskabet Better Energy er Bestsellers moderselskab Heartland klar til at satse stort på solcelleanlæg

4. september 2020, 04.00

Modekoncernen Bestseller satser fremover blandt andet på energi fra solen. Foto: Privat

BRANDE Et solcelleanlæg, som skal producere den samme mængde vedvarende elektricitet, som Bestsellers bygninger, butikker og kontorlokaler forbruger. Den ambition er modekoncernen Bestseller klar til at tage hul i samarbejde med energiselskabet Better Energy.

Med anlægget tager Bestseller det første skridt i retning af at indfri målet om at blive klimaneutral.

Anlægget vil blive opført i Holstebro Kommune og vil med en størrelse på 200 MW være 60 procent større end oprindeligt planlagt (125 MW).

- Da en grøn omstilling er af stor betydning for os, har vi valgt at benytte lejligheden til at etablere et større anlæg. Vi ønsker ikke kun at producere ny vedvarende energi til vores egne virksomheder, men også at give andre eksterne virksomheder, som også fokuserer på deres miljømæssige fodaftryk, en chance for at købe ny vedvarende energi fra os, siger Heartlands administrerende direktør, Lise Kaae.

Solcelleanlægget vil blive privat finansieret uden offentlige tilskud.

- Det er afgørende for os, at energien ikke kun er grøn, men også ny og uden tilskud. Vi ønsker at være den direkte årsag til ny vedvarende energi, som opvejer vores egne virksomheders energiforbrug, siger Lise Kaae.

Bestsellers bæredygtigheds-direktør, Dorte Rye Olsen, gør det klart, at ambitionen om at benytte 100 procent vedvarende energi til alle Bestsellers kontorer, butikker, lagre og øvrige bygninger er en vigtig del af modekoncernens Fashion FWD-strategi.

- Vi ønsker at bidrage til en øget brug af ny vedvarende energi i verden, og det vil vi gøre på denne måde. Med etableringen af et nyt solcelleanlæg i Danmark tilføjer vi produktionskapacitet, og vi køber, hvad der svarer til vores eget globale forbrug, siger Dorte Rye Olsen.

Byggeriet af solcelleanlægget er gået i gang, og anlægget skal stå klar til at levere grøn energi til det danske elnet i sommeren 2021.