
Herning-firma med 120 ansatte flytter til Ikast: Rykker i forlader hjembyen efter 43 år
Mens EG rykker sit hovedsæde til Ballerup, flytter it-firmaet sin midtjyske afdeling fra Herning til til Finsensvej i Ikast - ud til motorvejen i sydbyen - en bygning oprindeligt opført som domicil for Ikast Byggeindustri
Udgivet:02. december 2020, 13.00
Læsetid:2 minutter
It-virksomheden EG flytter sin midtjyske afdeling med 120 medarbejdere fra Herning til Ikast i det nye år.
3 år siden
ERHVERV It-firmaet EG har hørt hjemme i Herning, siden selskabet blev stiftet i 1977, men det er snart slut. Firmaet har opsagt lokalerne og flytter næste år de 120 medarbejdere til Ikast. I den gule bygning på Finsensvej 3, som har huset byggeselskabet NRE og oprindeligt blev bygget som domicil for Ikast Byggeindustri.
Samtidig har EG gjort københavnerkontoret i Ballerup til hovedsædet.
- Infrastruktur er meget vigtig for vores koncern, men det mest afgørende har været, at bygningen på Finsensvej i Ikast præcis matcher vores behov, siger
Vicepresident Mads Christensen fra Group Procurement & Services.
- Vi har igennem længere tid været på udkig efter andre lokaler til vores afdeling i Herning. Som det ofte går med sådan noget, fandt vi pludselig de lokaler, vi havde brug for, og de lå så i Ikast. Vi glæder os til at flytte ind, siger Mads Christensen.
Fortsat midtjyske arbejdspladser
Han nævner, at en flytning til Ikast betyder, at de mange arbejdspladser i området bevares.
- Der er godt 10 kilometer mellem de to lokationer, så for os er det er jo ingen stor flytning, vi foretager, selv om vi flytter over en kommunegrænse. Til gengæld fandt vi lokaler, der passer til vores behov, hvad angår rumfordeling, størrelse, adgang til motorvej med mere, som vi kiggede efter. For os har det været vigtigt at bevare de 120 arbejdspladser i lokalområdet, og det er jo lykkedes, siger han.
Mads Christensen vil ikke kalde det vemodigt, at man nu forlader Herning, hvor det hele begyndte, for EG vil fortsat lave opgaver i byen.
- EG begyndte jo i Herning for 43 år siden, så selvfølgelig giver det anledning til eftertanke. Byen og kommunen er en del af vores historie, og det vil den altid være.
- På den anden side er vi i dag en koncern med mere end 1400 ansatte og 20 kontorer rundt om i Danmark, Norge, Sverige og Polen. Så i den sammenhæng er det jo en flytning, der mere afspejler, at tingene forandrer sig over tid.
Software-virksomheden - der tidligere hed EDB Gruppen - har efter en stribe opkøb over 21.000 kunder.
Ejer af EG er den amerikanske kapitalfond Francisco Partners, som i april sidste år måtte slippe 3,7 milliarder kroner for at købe virksomheden af en anden kapitalfond, Axcel.