Mette F.: Indsats kan have afværget piratangreb

Statsministeren skulle sammen med Jakob Ellemann-Jensen have besøgt "Esbern Snare", men det er aflyst.

25. november 2021, 10.18

Den danske fregat "Esbern Snare" tog i slutningen af oktober afsted til Guineabugten for at beskytte danske skibe i området mod pirateri.

KØBENHAVN Statsminister Mette Frederiksen (S) siger til pressen, at "Esbern Snares" indsats formentligt har afværget angreb på civile handelsskibe i Guineabugten.

Besætningen på fregatten har skudt og dræbt fire formodede pirater.

- Med den her operation har besætning på "Esbern Snare" med en fælles og dygtig indsats formentligt afværget konkrete piratangreb på skibe her i regionen og på den måde ydet et vigtigt og væsentligt bidrag til sikkerheden i Guineabugten, siger statsministeren.

Mette Frederiksen er i øjeblikket på rejse sammen med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i Ghana for at besøge danske udsendte.

De skulle torsdag formiddag have besøgt "Esbern Snare". Det besøg er aflyst.

Mette Frederiksen har netop talt med kaptajnen på "Esbern Snare".

- Mine varmeste tanker går til alle derude. Det har været nogen uhyre vanskelige og udfordrende timer for hele besætningen.

- Og til deres pårørende hjemme i Danmark: I kan være stolte af jeres udsendte.

I øjeblikket er der fire pirater, som bliver tilbageholdt om bord på den danske fregat "Esbern Snare", fortæller Mette Frederiksen.

- Vi har endnu ikke verificeret oplysninger om nationalitet og dermed nationale tilhørsforhold på de fire pirater, som stadig er i live, og én, som er alvorligt såret.

- I sådanne situationer har vi heldigvis et setup, fordi det ikke er en ny situation at agere internationalt.

Den danske fregat tog i slutningen af oktober afsted til bugten for at beskytte danske skibe i området mod pirateri.

Guineabugten har i årevis været plaget af pirateri. I 2020 skete 95 procent af alle bortførelser til søs i bugten.

/ritzau/