Golf igen: Glæde over genåbningen af golfbanen i Ikast

Efter corona-nedlukning er egnens golfspillere igen lukket på græs - til stor fælles glæde med afstand på golfbanen

3. april 2020, 15.33

Benny Carl Jensen skal blot ramme den hævede hulkop; så er bolden i »hul«. Den regel har man indført for at eliminere den smitterisiko, der ville være, hvis spillerne alle har hænderne ned i samme kop for at hente bolden op. foto: Flemming Hansen

IKAST Føddernes små stamp på tee-stedet, inden det vigtige første drive, kan for den uindviede nemt forveksles med utålmodighed, nærmest barnlig glæde.

Men for en trænet golfer er det udtryk for ritualer, for koncentration.

Og selv om det er næsten to uger siden, Frede Korsgaard senest har spillet golf - og det er altså lang tid, når man normalt spiller op mod tre gange om ugen - så sad både ritualer og koncentration lige i skabet: Hans første drive i går på hul 1 på Ikast-banen fløj i en smuk bue hen over to såkaldte vandhazarder og direkte ned på green.

- Ja, man har jo lov til at være heldig ..., lød det beskedent fra Frede Korsgaard - inden hans makker på turen rundt, Poul Krautwald, gjorde ham kunsten næsten efter.

Åbning med restriktioner

Med tee time klokken 12 onsdag lå makkerparret - begge fra Ikast - lunt midt i feltet af de golfere, der nåede at booke tid, da Ikast Tullamore Golf Club aftenen før klokken 19.45 sendte besked ud til sine medlemmer: Alle klubbens tre baner - Ikast-banen, Tullamore-banen og pay and play-banen - åbner nu igen for medlemmer efter to ugers nedlukning.

Det sker med behørigt hensyn til restriktioner, krav til spillet på banen og spillernes omgang med hinanden, som ligger i anbefalingerne fra Dansk Golf Union (DGU). Det betyder blandt andet, at hverken det spritnye arkitekttegnede klubhus i Ikast eller andre faciliteter er åbne. Spillerne må kun spille enkeltvis eller højst to ad gangen sammen. De skal ankomme lige op til tee time og køre hjem igen, så snart golfrunden er slut - uden den normale hygge før og efter spillet.

Fair forholdsregler

De regler kan Frede Korsgaard og Poul Krautwald sagtens både forstå og efterleve.

- Vi trænger til motionen. Vi har spillet flere gange om ugen hele året frem til forbuddet for 14 dage siden. Det er vigtigt for den mentale sundhed at bevæge sig, siger Frede Korsgaard.

- Alle restriktioner er fair, og når vi spiller to mand sammen, har vi masser af plads og går længere end to meter fra hinanden, siger Poul Krautwald.

Han skulle imidlertid lige tænke sig om et øjeblik, da Frede Korsgaard ringede tirsdag aften for at høre, om de skulle ud at spille golf sammen igen.

- Vi er begge pensionister, og så er vi jo i den generation, der skal passe på. I weekenden sagde jeg nej tak til at gå en ganske almindelig tur med min datter, fordi jeg synes, det er svært at holde den nødvendige afstand. Men det er ikke noget problem her på golfbanen, siger Poul Krautwald.

Derfor overbeviste restriktionerne ham om, at det var forsvarligt at spille.

Have og hus stråler

I betænkningstiden var makkerparrets favorit-tee time tidligt på dagen imidlertid blevet booket af nogle andre. Men det lykkedes at få en af de sidste ledige tider - lige efter at et andet medlem, Benny Carl Jensen fra Tulstrup, havde slået ud for at spille med sin faste makker, Hans Jørgen Hansen fra Gjellerup.

- Jeg har glædet mig til at spille. Men jeg har ikke savnet det, fordi den alvorlige situation har gjort det helt naturligt, at samfundet reagerer. I stedet har jeg koncentreret mig om selskab med min kone, mit have og mit hus. Min græsplæne har aldrig været så pæn før, smiler Benny Carl Jensen.

- Jeg både forstår og respekterer restriktionerne fuldt ud. Her er både plads til afstand og frisk luft - i modsætning til i Bilka, hvor folk stimler sammen i kø inden døre.

Mens Benny Carl Jensen håber at finde flere ledige spilletider i løbet af de næste dage, har hans to sønner på 30 og 33 år, der netop begyndt at tage golfkort i år, allerede sikret sig masser af spilletid:

- De er kåde som øko-køer, der bliver lukket ud på marken. De har booket tider på pay and play-banen både fredag, lørdag og søndag, smiler Benny Carl Jensen.

Kåde og klar til tee off på første åbningsdag var også Poul Jensen, Ikast, og Erik Kongsholm, Gjellerup.

- Juleaften kommer tidligt i år, storsmilede Poul Jensen.

- Jeg har glædet mig til at spille, selv om jeg også har levet med, at banerne har været lukkede. Det skal man leve med, når situationen er så alvorlig, siger han.

Inden han slår sit drive i bunkeren til højre for green - dog stadig med humøret intakt.

Frede Korsgaard i baggrunden var synligt tilfreds med sit første drive efter genåbningen af golf­banen i Ikast. Hans makker her, Poul Krautwald, kom ligeledes på green i første slag. foto: flemming hansen