Læserbrev: En vaskestation uden vand og sæbe ved Kærshovedgård vækker bekymring og undren i coronatid

En vaskestation uden sæbe og vand ved udrejsecenteret Kærshovedgård ved Bording vækker undring og bekymring - især i coronatid

20. august 2020, 10.00

Frivillig netværksven i Røde Kors Bodil Hindsholm Hansen ved en tom vaskestation på Kærshovedgård i weekenden. Foto: Privatfoto

LÆSERBREV Jeg har tidligere i forskellige medier gjort opmærksom på, at der tages for let på hygiejnesituationen på Kærshovedgård under Coronakrisen.

Ad forskellige kanaler har jeg fået svar, dels fra Udlændingestyrelsen, der fortæller, hvor godt det går, og hvor meget de gør, dels fra den lokale leder, Niels Johan Geil.

Men det går altså ikke så godt.

Der er opstillet vaskestationer rundt omkring - forlyder det, jeg har ikke været inde på centret, siden Corona brød ud - og ved udgangen. Da min mand og jeg i lørdags skulle hente vores netværksven ud til en udflugt, ville jeg vaske hænder i det varme vejr. Der var ingen sæbe, men det overraskede mig ikke, da jeg aldrig har set sæbe ved vandcontaineren. Værre var det, at der heller ikke var vand.

Jeg forespurgte i vagten, hvor den ansatte fra Kriminalforsorgeren fortalte, at der kommer nyt vand, lige så snart beholderen er tømt.

Da jeg spurgte, om der ville være vand senere på eftermiddagen, fik jeg svaret, at det først kom på mandag, altså to dage senere.

I denne weekend kunne beboerne altså ikke vaske hænder før og/eller efter, de skulle betjene porten, der skal aktiveres med hånden. Alle ved efterhånden, at stor omhu med håndhygiejne er alfa og omega for at hindre smitte.

Dertil kommer, at drejehanen på vandcontaineren var synligt snavset. Så meget, at det gav ubehag for en almindelig husmor, der i denne tid har fået adskillige påmindelser fra sundhedsmyndighederne om, at gribeflader skal være synligt rene.

Jeg tænkte naturligvis, at det måtte være en enkeltgangssvipser, men vores netværksven fortalte, at der ofte manglede vand, og min mand kunne tilføje, at han heller ikke kunne få vand fra containeren, sidst han stod på p-pladsen ved Kærshovedgård.

Beboerne er tvunget til at bo på centret. Ikke engang da coronakrisen var på sit højeste, måtte de evakueres til deres familie eller venner, hvor der kan være bedre sanitære forhold. Der var da også uforholdsmæssigt mange smittede, da myndighederne dengang strammede op med bedre hygiejne. Det er åbenbart igen nødvendigt, at vi udefrakommende Røde Kors-frivillige gør opmærksom på, at renlighed er et must, særligt hvor mennesker er tvunget til at bo tæt sammen.