Frem med ketsjeren: Engesvang får egen padel-hal

Borgere i og omkring Engesvang skal snart ikke køre langt, hvis de får lyst til at spille padel-tennis. Til sommer påbegyndes byggeriet padel-hal i forlængelse af Engesvang Hallen

18. marts 2021, 04.42

En padel-hal bliver snart en realitet i Engesvang. Efter planen skal hallen ligge ved siden af Engesvanghallen og byggeriet påbegyndes til sommer. Foto: Anne Cecilie Emmery

ENGESVANG Padel-tennis er hot. Sådan siger Martin Krabbe, som er formand for Engesvang Hallens bestyrelse.

Derfor er det blevet besluttet, at Engesvang skal have sin egen padel-hal, som kommer til at ligge i forlængelse af Engesvang Hallen.

- Vi har indhentet to forskellige tilbud, og vi mangler kun nogle få godkendelser fra kommunen. Men det er vist kun et spørgsmål om formaliteter, siger Martin Krabbe.

Det er den stadigt stigende interesse for sporten, som har fået bestyrelsen for Engesvang Hallen til at handle hurtigt.

- Vi har kunnet mærke, at der er en stor opbakning for sporten, og derfor er vi sikre på, at det bliver en stor succes, siger Martin Krabbe.

Den nye padel-hal kommer til at bestå af to baner og vil blive 40 gange 20 meter. Planen er, at den skal ligge ved den nuværende p-plads.

Bred målgruppe

Ifølge Martin Krabbe er padel en sportsgren, som rammer meget bredt.

- Vi ser, at både mænd og kvinder og unge og gamle spiller padel, og det er jo dejligt med en sportsgren, hvor interessen er stor og rammer bredt, siger han.

Selvom den nye hal endnu ikke er bygget, er der allerede styr på bookingsystemet.

- Padel er en sport, som er mere individuel end for eksempel håndbold. Derfor kommer det også til at foregå sådan, at man booker sig ind på en bane, på det tidspunkt man nu har bedst tid, og derfor skal man ikke forpligte sig til det samme tidspunkt på den samme dag. Og det vil måske passe især børnefamilier rigtig godt, siger Martin Krabbe.

Byggeriet til den kommende padel-hal forventes påbegyndt i sommeren 2021, og prisen kommer til at ligge på to-tre millioner kroner.

- Vi har regnet på det, og hvis begge padel-baner er booket i to timer hver dag, så har vi fået betalt det hele af på fem-seks år. Og det regner vi med nok skal kunne lade sig gøre, siger Martin Krabbe.