Kunstner modtager atter mursten: Nyt kunstværk i Ikast har brug for dine gamle mursten

Murstensindsamlingen til nyt kunstværk blev ramt af corona-nedlukning. Nu er kunstneren bag igen klar til at tage mod lokale mursten

20. maj 2020, 14.09

Birgitte Ejdrup Kristensen håber, at for eksempel renoveringsprojekter under coronanedlukningen har givet mursten i overskud. Hun tager nu igen hellere end gerne mod flere murstensdonationer til sin skulptur ”Samfund”, der skal stå i området ved Ikast Station. Foto: Kunstpakhuset

KULTUR Blot to dage efter åbningen blev kunstneren Birgitte Ejdrup Kristensens udstilling ”Rådhuset Biblioteket Museet” i Kunstpakthuset i Ikast lukket ned igen. Ramt af corona-restriktioner som stort set alt andet i Danmark.

Udstillingen præsenterer Birgitte Ejdrup Kristensens skitser og de foreløbigt indsamlede mursten til den kommende skulptur ”Samfund”, som skal stå i det grønne område, der er planlagt ved Ikast Station.

Her bliver skulpturen del af kommunens byfornyelse af stationsområdet.

De primære tanker bag »Samfund« er borgerinddragelse og samskabelse. Det vil sige, at alle interesserede borgere kan bidrage med mursten og historier til skulpturen.

Op til ferniseringen havde projektet på forhånd modtaget op mod 4.500 mursten fra det tidligere Brande Rådhus, som Birgitte Ejdrup Kristensen sammen med frivillige fra Kunstpakhuset har renset for gammelt mørtel. Men kunstneren drømmer om op mod i alt 5000-6000 mursten til værket.

I forbindelse med nedlukningen af udstillingen i marts blev donationerne således også sat på stand by, og derfor har Birgitte Ejdrup Kristensen ikke siden modtaget mursten.

Genbrugssten modtages med glæde

Udstillingsstedet åbner først officielt igen efter 8. juni, men er altså nu klar til at tage mod henvendelser fra folk, der har mursten, de vil donere til realiseringen af værket.

- Trods vores midlertidige udstillingslukning synes vi det er ærgerligt at kunstneren går glip at mursten med interessante lokale referencer, siger kunstnerisk leder Bente Jensen, Kunstpakhuset.

- Værket skal jo være et stort ”kludetæppe” af lokale historier. Vi tror, at en del af de folk, der har brugt tiden på diverse renoverings- og oprydningsprojekter under corona-nedlukningen, har genbrugssten tilovers, som ellers blot vil havne på genbrugsstationen. De vil gøre god nytte i kunstnerens kommende værk. Det er blot at kontakte os, og vi tager med glæde imod ethvert bidrag, siger Bente Jensen.

Billedtekst: Birgitte Ejdrup Kristensen tager gerne imod flere murstensdonationer til skulpturen ”Samfund”.