Læserbrev om Lokalpleje Danmarks konkurs: Privatisering er ikke vejen frem

6. september 2021, 10.05

FOKasper Pauli Pedersen. Foto: PR-foto

LÆSERBREV Hvad sagde vi? - ville være den nemmeste konstatering i verden, men den kan vores ældre medborgere, der nu bliver berørt af Lokalpleje Danmarks konkurs, jo ikke bruge til ret meget.

Derfor er det først og fremmest vigtigt, at kommunen har fået etableret kontakt til alle berørte borgere og etableret en plan, der sikrer, at vores kommunale hjemme- og sygepleje kan dække de vigtigste behov for sygepleje og praktisk hjælp.

Dernæst må vi selvfølgelig ikke kaste alle de gode principper, som Buurtzorg-modellen indeholdte, ud med badevandet, og derfor er det også positivt, at vi har Erantis-projektet, der køres i kommunalt regi og trækker på nogle af de samme principper.

Men når alt det er sagt, er der selvfølgelig også et politisk ansvar - de dårlige eksempler på privatisering af sygeplejen var tilgængelige for alle de politikere, der drevet af ideologi besluttede, at det var denne vej, vi skulle.

Det er tid til samling, og derfor bør der i kølvandet på det kuldsejlede projekt brede sig en erkendelse af, at privatisering ikke er vejen frem, og at vi ikke kan presse citronen mere på ældreområdet i forhold til ressourcer.

Derfor er vi nødt til at have et opgør med de årlige grønthøsterbesparelser, og når der bliver flere ældre, er det simpelthen nødvendigt, at der følger flere midler med. I dag betyder de borgerliges økonomiske politik, at udgifterne kun dækkes med 50 procent.

Ved de kommende budgetforhandlinger bør velfærden prioriteres, og så bør kommunalvalget give anledning til en alvorlig fælles drøftelse af, om det ikke var på tide med en ny retning for Ikast-Brande Kommune.