Nekrolog: Den sidste cigar er røget

Svend Jensen, grundlægger af Folkekirkens Dagligstue er død. 83 år

16. januar 2021, 04.31

Svend Jensen, Ikast døde søndag den 10 januar. Han blev 83 år. Foto: Privat

DØDSFALD Svend Jensen, Ikast døde søndag på sygehuset i Holstebro. Han blev 83 år.

Svend Jensen vil blandt andet være kendt som manden, der stædigt og vedholdende løb det sociale være- og mødested Folkekirkens Daglistue i gang.

Men han var også selvstændig erhvervsmand med eget trykkeri på Jyllandsgade og i sine pensionist-år, indehaver af bog-antikvariatet på Navervej i Ikast. Svend Jensen var en stille mand, der nød en god cigar, og havde det bedst udenfor rampelyset, selvom det i princippet var ham, der skulle have stået forrest.

Men han ville så nødigt beskyldes for at prale.

Svend Jensen var født på Djursland og mødte sin kone Anna Lisa i Kolding. Sammen bosatte de sig i Løsning mellem Vejle og Horsens, hvor de havde eget trykkeri. Da de solgte virksomheden var det med en klausul om, at han ikke måtte drive grafisk virksomhed i en radius af 50 kilometer.

Derfor flyttede familien til Ikast, hvor han grundlagde kuverttrykkeriet, som i 1987 blev solgt til Richardt Lodahl, der grundlagde sin i dag store grafisk virksomhed »Reklametryk i Sunds« på basis af kunderne fra det lille Ikast-trykkeri.

Svend Jensen valgte i stedet at koncentrere sig om en af sine store passioner: Bøger. Han var glad for at læse, men qua sin grafiske baggrund også glad for bøger i det hele taget.

På Navervej opbyggede han et antikvariat, som han satte sit helt personlige præg på med fokus på kristen og bibelsk litteratur.

Svend Jensen var et troende menneske, der engagerede sig i det kirkelige arbejde i Ikast. Hans sad en overgang i menighedsrådet ved Ikast Kirke og så behovet for at etablere et mødested. Sammen med hustruen Anna Lise var ægteparret nogle af de bærende kræfter i opbygningen af »Dagligstuen«, som i dag er et vigtigt holdepunkt i tilværelsen for mange Ikast-borgere

I 2017 valgte parret at sælge deres private bolig og antikvariatet. De flyttede ind i det nybyggede højhus på Møllegade - med Dagligstuen som en af de nærmeste naboer, og brugte det også med jævne mellemrum.

Svend Jensen var mental frisk til det sidste, men var ramt af sygdom, der svækkede ham fysisk. Nytårsaften blev han ramt af en blodprop i benene, men insisterede på at komme hjem og passe hustruen, der var afhængig af hans hjælp.

Men det gik ned af bakke og søndag afgik han ved døden omkranset af sine kære, der udover hustruen Anna Lise omfatter fire børn, ni børnebørn og 15 oldebørn.