Sådan endte kampen: Pointdeling i FCM’s første gruppekamp

FC Midtjylland dominerede, men måtte nøjes med 1-1 hjemme mod bulgarske Ludogorets

16. september 2021, 16.30

FCM’s Raphael Onyedika (t.v.) i aktion mod Ludogorets i torsdagens match i Herning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Spillet, chancerne og dominansen var til mere, men FC Midtjylland måtte torsdag aften nøjes med ét point i ”ulvenes” sæsonpremiere i Europa League-gruppespillet.

På MCH Arena spillede FCM-mandskabet 1-1 mod de bulgarske mestre fra Ludogorets - et resultat, som værterne fra Herning ikke kan være helt tilfredse med.

FC Midtjylland var mest på bolden, havde flest hjørnespark - 13-2 i midtjysk favør - og jagtede sejren mest foran 6568 tilskuere, men i sidste ende udmøntede overtaget sig kun i det ene mål, som Gustav Isaksen sparkede i nettet allerede efter tre minutter.

Stortalentet tog et perfekt løb fra højrekanten og ind i Ludogorets-feltet, hvor Evander Ferreira serverede en sukkerbold, som Isaksen pandede sikkert i kassen.

Hjemmeholdets fysiske styrke og velfungerede presspil frustrerede og rystede gæsterne, men FCM’erne fik ikke udnyttet perioden efter åbningsmålet, hvor Ludogorets-spillerne fremstod groggy og ude af flow.

Midtstopperen Juninho var tæt på at bringe FC Midtjylland foran efter et hjørnespark, men midt i halvlegen faldt den ufortjente udligning.

Bulgarernes største stjerne, landsholdskanten Kiril Despodov, stod pludselig fri foran FCM-rammen, da et afrettet skud heldigt og tilfældigt endte hos Despodov, der uden tøven sparkede kuglen mellem benene på reservekeeper Elias Olafsson, som igen afløste en skadet Jonas Lössl i det midtjyske mål.

Efter pausen var det også FC Midtjylland med taktstokken, men trods et fornuftigt pres i den syv minutter lange tillægstid, hvor værternes hjørnespark stod i kø, var skarpheden ikke til stede.

De største muligheder i anden halvleg tilfaldt FCM’s Juninho og Pione Sisto. Især sidstnævnte burde have nettet tæt under mål efter et flot oplæg fra Gustav Isaksen.

I den anden kamp i Gruppe F vandt serbiske Røde Stjerne 2-1 over Sporting Braga fra Portugal.