Efter landsholdspause: Hjem til et topbrag

Efter landskampspausen begynder mesterskabsspillet med et brag mellem FCM og Brøndby

5. april 2021, 05.23

Jonas Lössl er én af de FCM’ere, der i øjeblikket er på landsholdsopgave, men han er med, når »ulvene« indleder mesterskabsspillet med et brag mod Brøndby. Foto: Tom Laursen

FODBOLD Mandag aften spiller FC Midtjylland sin første kamp i mesterskabsspillet i 3F Superligaen. Anden påskedag indledes guldkampen for alvor. På MCH Arena er der nemlig et direkte opgør om førstepladsen.

Brøndby IF, der sluttede grundspillet af på førstepladsen med 45 point, kommer på besøg hos »ulvene«, der lykkedes med at hente 43 point i de 22 kampe i grundspillet. Det siger altså sig selv, at hvis forstadskøbenhavnerne kan køre fra Herning med tre point, kan slutspillet blive en lang jagt for FCM’erne. Omvendt hvis det lykkes FC Midtjylland at kæmpe sig til en sejr. Så er der for alvor lagt op til et spændende forår for de forsvarende danske mestre.

- Vi kan sende et klart statement fra start og tage førstepladsen tilbage, og det går vi selvfølgelig benhårdt efter at gøre, siger sportschef Svend Graversen om programlægningen.

Opladningen til kampen bliver anderledes, fordi der i øjeblikket er landskampspause. Det betyder, at FCM i disse træne må undvære seks spillere i truppen, mens Brøndby har sendt fire spillere af sted.

- Der er altid en usikkerhed forbundet med kampene lige efter en landskampspause, fordi man har vigtige spillere af sted og har en lidt anden rytme, forklarer Svend Graversen.

Én af dem, der er af sted, er offensivspilleren Anders Dreyer. Han blev matchvinder, da Danmark indledte slutrunden ved U21-EM med at besejre Frankrig med 1-0. Han kom fra starten af anden halvleg på banen i stedet for holdkammerataten Gustav Isaksen, og det viste sig altså at være en udskiftning, der gav pote.

Med til U21-EM har FCM også Mikael Anderson, der repræsenterer Island. På det danske A-landshold er Jonas Lössl med, Jens-Lys Cajuste er af sted med det svenske landshold, mens Sory Kaba repræsenterer Guinea.

Når de alle er tilbage hos FCM i Ikast sidst på ugen, kan de altså fokusere på slutspillet, hvor FCM begynder benhårdt. Efter kampen mod Brøndby bliver næste udfordring søndag 11.april en udekamp mod AGF, der begynder mesterskabsspillet som nummer tre i tabellen.

Sideløbende med mesterskabsspillet - der tæller de seks bedste fra grundspillet - afvikles et nedrykningsspil ligeledes med seks hold. De to dårligste her må en tur ned i 1. division i næste sæson.