112

Et trafikuheld af den mere sjældne slags: Lille bil kørte under lastbil

12. november 2021, 08.19

Foto: Henrik Ole Jensen

EJSTRUPHOLM Et lidt usædvanligt trafikuheld fandt sted torsdag klokken 13.09 ved Ejstrupholm.

To følgebiler med blinklys og store advarselsskilte fulgte med en lastbil, som var læsset med et 25 meter langt betonelement.

Den lange specialtransport kørte ad Brandevej og skulle dreje ud på Givevej.

Men dét havde en 22-årig kvinde fra Viby slet ikke opdaget, da hun kom kørende i sin lille bil.

Føreren af lastbilen, en 25-årig mand fra Suldrup i Nordjylland, orienterede sig grundigt, inden han påbegyndte sin langsommelige drejning, men den lille personbil af typen »Smart Fortwo« fortsatte ligeud.

- Hun kørte simpelthen under betonelementet, og heldigvis var det en meget lav personbil, så der kom kun skader på bilens tag, mens kvinden slap uden alvorlige skader, fortæller Bent Smedegaard, der er sekretariatsleder hos lokalpolitiet i Herning.