Bestseller tjente 2,1 milliarder kroner

Bæredygtighed og digitalisering er ifølge Bestsellers topchef nøglen til fortsat udvikling

7. december 2019, 12.01

Anders Holch Povlsen er hovedaktionær i Bestseller A/S, som med årets overskud samlet set har tjent 7,8 milliarder kroner efter skat de seneste fem regnskabsår. Foto: Bestseller

Brande Når man befinder sig i en udfordret branche, så er det okay at tjene 2,1 milliarder kroner efter skat.

Det kan selv Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen nikke bekræftende til. Han har tidligere udtrykt utilfredshed selv ved overskud i milliard-klassen, men med det netop offentliggjort regnskab for 2018/19 er han overordnet tilfreds.

- Regnskabsåret viser, at vi stadig har arbejde, der skal gøres. Vi har en stærk tro på fremtiden, og det er vigtigt, at vi fortsætter med at være innovative - både i relation til vores produkter og butikker, og hvordan vi driver hele vores forretning. Og til alle mine kolleger: Fortsæt det gode team-arbejde, udtaler han i en pressemeddelelse.

Fokus på butikker og online

Bestseller A/S står bag 20 forskellige modemærker, hvor Only, Vero Moda og Jack & Jones er blandt de mest kendte. Tøjsalget sker på 70 markeder rundt i verden, og Bestseller med afstand den suverænt største modevirksomhed i Danmark.

Omsætningen voksede i det forgangne år til 25,8 milliarder kroner mod 24,2 milliarder året før. Overskuddet før skat faldt til gengæld lidt fra 2,9 milliarder kroner til 2,8 milliarder kroner.

På grund af nogle skattetekniske årsager får det dog ikke betydning for resultatet efter skat, da de 2,1 milliarder kroner her er helt identisk med året før.

Anders Holch Povlsen har investeret heftigt de seneste år i online-portaler som Zalando og Asos og den danske modeportal Miinto. Det skal dog fortsat være i samspil med de omkring 2800 fysiske modebutikker, som Bestseller selv har.

- Det er nødvendigt, at vi fastholder et stærkt fokus på vores retail- og online-forretning, hvor kundernes forventninger er højere end nogensinde, konstaterer han.

Fremtidig udvikling

Dagens kortfattede pressemeddelelse om det forgangne år forholder sig kun til de nøgterne tal for salget i modekoncernen. Der bliver ikke kommenteret yderligere på den personlige tragedie, som Holch Povlsen-familien oplevede i foråret, hvor Anders Holch Povlsen og hans hustru mistede tre af deres fire børn under et terrorangreb i Sri Lanka.

I stedet sætter Bestseller-ejeren ord på de tendenser, han mener får stor betydning for fremtiden i modebranchen.

- Vigtigheden af digitalisering og bæredygtighed står stigende klart i alle dele af samfundet. Vi er mere end nogensinde før nødt til at accelerere vores rejse mod en bæredygtig virkelighed og en digital fremtid. Det er nøglen til fortsat udvikling i vores virksomhed, udtaler Anders Holch Povlsen.

Af ledelsesberetningen i selve regnskabet fremgår det, at årets resultat er inden for det forventede. Her står videre, at forventningen til det nye årsregnskab er et resultat i samme niveau. Bestseller-ledelsen bemærker dog, at det vil kræve en ekstraordinær indsats med henvisning til de store forandringer i kundernes tilgang til tøjkøb i butikker og online.