Provst efter udskudte konfirmationer i hobetal: En svær, men nødvendig beslutning

Hovedparten af konfirmationerne i Ikast-Brande er udskudt til efteråret på grund af corona. Provsten kalder beslutningen nødvendig

31. januar 2021, 15.04

2021 bliver også et år, hvor fleste konfirmationer udskydes fra foråret til sensommeren på grund af corona. Det var også tilfældet i 2020, hvor dette billede er taget i Engesvang Kirke 6. september. Foto: Privatfoto

IKAST-BRANDE - Det har været en stor kabale at få til at gå op - meget hurtigt.

Provst Poul Erik Knudsen fra Ikast-Brande Provsti har som mange kolleger landet over haft ekstraordinært travlt den seneste uge.

Med forlængelsen af coronarestriktioner virker det urealistisk at holde de planlagte konfirmationer i foråret.

Derfor udskydes den store dag - de fleste steder - til efteråret.

- Da vi stod i en lignende situation i foråret 2020, tænkte vi, at det ikke kom til at ske i 2021, siger provsten.

- Men efterhånden har vi kunnet konstatere, at det vil blive nogle meget små konfirmationer, hvis vi fastholder datoerne i april og maj. Hvis man ser på vaccinationsprogrammet, er det jo tydeligt, at konfirmanderne ikke kan få alle deres gæster med.

- Vores beslutning har spiret lidt i sidste uge, og i denne uge blev vi bevidste om, at vi skulle gøre noget, siger Poul Erik Knudsen og fortsætter:

- Det har været en stor og ærgerlig beslutning. Vi har forsøgt at trække ud det for at se, om der kom en mulighed. Men det gjorde der ikke.

Nogle skal selv vælge

Provsten oplyser, at konfirmationerne i Ikast Kirke flyttes til de sidste to weekender i august.

- Fonnesbæk flytter deres til weekenden midt i august og til weekenden sidst i august. Alle konfirmationer i Isenvad flyttes til den næstsidste weekend i august. I Ejstrupholm og Gludsted får forældrene valgmuligheden med at fastholde datoerne i april og maj eller flytte til sidste weekend i august eller første weekend i september, fortæller Poul Erik Knudsen.

I Bording, Christianshede og Engesvang udskydes konfirmationerne til de to sidste weekender i august.

Konfirmanderne i Tulstrup og Faurholt får deres store dag rykket til næstsidste weekend i august.

- Tulstrup hører sammen med Faurholt, og de er faktisk ved at tage navneforandring til Tulstrup Faurholt Menighedsråd. Der ligger en ansøgning ved Kirkeministeriet, siger Poul Erik Knudsen.

Træls, men det eneste rigtige

Biskoppen bakker op om at udskyde konfirmationerne, og der er heldigvis også forståelse fra hovedpersonerne og deres forældre.

- Vi har mellem 500 og 600 konfirmander. Det svinger lidt fra år til år, oplyser Poul Erik Knudsen.

- Konfirmationsdatoen har været kendt i tre år, så familierne har forberedt meget. Der er købt tøj, fundet lokaler og meget mere. Det er en stor dag, konstaterer provsten.

- Men jeg har allerede fået henvendelser fra mange forældre, som siger, at selvfølgelig er det ærgerligt, men det er det eneste rigtige at gøre. Børnene synes, det er træls, men de er jo blevet vant til, at tingene ikke er normale lige nu, så der er meget, der er træls. Vi kan bære det, og de kan bære det, fordi vi kan se enden på det her med corona, vurderer Poul Erik Knudsen.

Konfirmation - Nye datoer

Blåhøj Sogn: Konfirmationer flyttes til lørdag 21. august og søndag 22. august

Bording Sogn: Konfirmationer flyttes til de to sidste weekender i august

Brande Sogn: Konfirmationer flyttes til de to weekender 14.-15. august og 21.-22. august

Christianshede Sogn: Konfirmationer flyttes til de to sidste weekender i august

Ejstrup Sogn: Familierne kan fastholde datoerne i april/maj eller flytte til sidste weekend i august eller første weekend i september

Engesvang Sogn: Konfirmationer flyttes til de to sidste weekender i august

Faurholt Sogn: Næstsidste weekend i august

Fonnesbæk Sogn: Konfirmationer flyttes til weekenden midt i august og til weekenden sidst i august

Gludsted Sogn: Familierne kan fastholde datoerne i april og maj eller flytte til sidste weekend i august eller første weekend i september

Hampen Sogn: Familierne kan vælge at fastholde konfirmationen søndag 25. april eller udskyde til lørdag 4. september

Ikast Sogn: Konfirmationer flyttes til de sidste to weekender i august

Isenvad Sogn: Alle konfirmationer flyttes til den næstsidste weekend i august.

Klovborg Sogn: Konfirmationer flyttes til 29. august.

Nørre Snede Sogn: Familierne kan vælge at fastholde konfirmationen søndag 2. maj eller udskyde til søndag 5. september

Skærlund Sogn: Konfirmationer flyttes til 28. august

Uhre Sogn: Konfirmationer flyttes til 28. august