Ikast-koncern vil fordoble faciliteterne: Det er ret omfattende

DK Company vil fordoble faciliteterne i Ikast og får blandt andet 17.000 kvadratmeter ekstra lagerplads

21. september 2021, 09.46

Håndværkerne er allerede i gang i DK Companys administrationsbygning, hvor der skal bygges et ekstra indskudt dæk ind på 500 kvadratmeter. Ved siden af skal der bygges en ekstra administrationshal til. Foto: Henrik Ole Jensen

ERHVERV Der kommer til at være håndværker-travlhed i Ikast hos tekstilkoncernen DK Company fra nu og frem til sommer næste år.

Virksomheden har sat gang i en voldsomt ambitiøs udvidelse, der i første omgang omfatter en tilbygning på 1600 kvadratmeter ny administrationsbygning samt ny lagerbygning på 11.000 kvadratmeter, som får ekstra 6000 kvadratmeter via et indskudt dæk.

Derudover skal der i den nuværende administrationsbygning tilføres 500 kvadratmeter ekstra i et indskudt dæk. Og endelig er DK Company i gang med at søge tilladelse til at bygge yderligere 2000 kvadratmeter administration på La Cours Vej i løbet af de næste par år.

- Det er ret omfattende, det vi har gang i. Det bliver en fordobling af både vores administration og lager, fortæller administrerende direktør Jens Poulsen.

Investering i muligheder

Han fortæller, at det er vækst på tværs af de 23 forskellige tøjmærker i koncernen, som har gjort pladsen trang ved hovedkontoret. Derudover er der et ønske om at flytte virksomhedens online-afdeling fra sin nuværende placering på Thrigesvej til La Cours Vej.

I dag har DK Company sit lager spredt ud på en række adresser og ved at bygge markant til i Ikast, kan man fremover opnå fordelen ved at samle tingene. Den nye lagerbygning skal stå færdig til maj næste år og bliver opført som højlager på en mark ved siden af den nuværende lagerbygning.

Ud over alt det nævnte bliver også kantinen hos DK Company udvidet, så der bliver plads til 350 spisende gæster ad gangen. Jens Poulsen kalder projektet en investering i muligheder og en investering i fremtiden.

- Vi skal investere i, at vores medarbejdere skal have mere plads til at udfolde sig på. Hvis vi skal lave opkøb i fremtiden, bliver der også plads til det, indskyder direktøren.

Alt er blevet dyrere

Byggeplanerne blev lagt under corona-nedlukningnen og har derfor været undervejs et stykke tid. Det var dog ikke planen, at byggeriet skulle falde sammen med den nuværende situation i byggebranchen, hvor der er mangel på materialer.

- Mens vi har planlagt byggeriet, er alt blevet dyrere undervejs. Så det har været en mental barriere at sige, at nu er det sådan, det er. Hele byggebranchen er presset, og det rammer vi ind i. Så kunne man sige, at vi burde vente, men hvornår bliver det hverdag igen i byggebranchen. Det ved vi ikke, og vi har behovet og sidder trængt nu, påpeger Jens Poulsen.

Han er klar over, at det bliver godt og vel et halvt år i byggerod for de mange ansatte ved DK Companys hovedkontor.

- Vi må sige, at det kræver en masse tålmodighed fra vores personale, fordi vi stadig bruger ejendommen. Men de er søde og fleksible, og de glæder sig også til at komme ind i noget nyt, siger direktøren.