Nye affaldsspande på vej

Udrulningen af det nye sorteringssystem er sat i gang. Nye spande supplerer de eksisterende affaldsbeholdere

Udgivet:18. november 2022, 11.48

Læsetid:1 minut

Ikast-Brande Kommune forventer, at den nye ekstra skraldespand vil være delt ud til alle hustande inden årets udgang. Den nye spand skal indeholde pap/papir i et rum og et andet rum med plast, metal og drikkekartoner.Foto: Henrik Ole Jensen

Laila Kempel
Journalist

7 måneder siden

IKAST-BRANDE Borgerne i Ikast-Brande skal igen i gang med at sortere deres affald på nye måder. De første husstande har allerede modtaget en ekstra affaldsspand, der skal supplere den allerede eksisterende affaldsspand, hvor man også fremadrettet skal sortere i gråt og grønt affald.

Den nye spand, der tømmes hver tredje uge, får to rum. Det ene skal fyldes med papir og småt pap. Det andet rum skal bruges til metal, plast og drikkekartoner.

På kommunens hjemmeside kan man læse, at selvom der skal sorteres endnu mere i husstanden, så slipper man som udgangspunkt ikke for at køre på genbrugspladsen.

Eksempelvis er større papkasser noget, man selv bør køre på genbrugspladsen.

Fremadrettet er målet, at der skal sorteres i 10 fraktioner: Tekstilaffald, Mad- og drikkekartoner, farligt affald, papir, pap, glas, metal, blød plast, hård plast samt de allerede kendte grønt- og gråt affald.

Indsamlingen af gråt og grønt affald fortsætter med en tømning hver 14 dage, mens den nye spand tømmes hver tredje uge.

Ikast-Brande Kommune forventer - ifølge hjemmesiden - at alle husstande i kommunne har fået den nye spand leveret inden udgangen af 2022.