
Fodboldstævne ramt af senfølger
Deltagerantallet var ramt af coronasenfølger, men ellers forløb XL Brejnholt Bording Cup helt efter planen
Udgivet:12. august 2022, 15.00
Læsetid:2 minutter
Der blev gået til den på bane 1, hvor 22 spillere fra Them og Silkeborg (i rødt) kæmpede om at få bolden i nettet. På trods af et lavere antal tilmeldte hold til årets XL Brejnholt Bording Cup var arrangørerne godt tilfredse - og bygerne var ingen hindring. Foto: Henrik Ole Jensen
10 måneder siden
FODBOLD 67 hold var tilmeldt årets udgave af XL Brejnholt Bording Cup, som blev den 41. udgave af den populære fodboldturnering for børn og unge.
De i alt 192 kampe blev spillet fredag, lørdag og søndag på banerne ved Bording Hallen.
Økonomien skal genstartes
I 2019 deltog 140 hold ved XL Brejnholt Bording Cup.
- Det er svært at starte op efter coronaen, sagde turneringsleder Jørn Jensen om dette års 67 tilmeldte hold.
Hele det økonomiske system bag mange turneringer og cupper fik en alvorlig knytnæve af coronapandemien.
Det koster naturligvis et deltagergebyr at sende spillere til de forskellige cupper og turneringer i både ind- og udland. Dette har mange klubber haft tradition for at tjene til ved selv at holde stævner og cupper.
Men med landsdækkende aflysninger står mange klubber derfor med et problem, der i år har spredt sig som ringe i vandet.
- Klubberne har ikke rigtig råd til at sende spillerne af sted. Vi har også selv lige været til cup i Lemvig, og der var vi kun halvdelen med. Vi plejer at deltage med 100, men var kun 50, forklarede Jørn Jensen.
Fest i friluftsbadet
Turneringslederen var dog ukuelig optimist.
- At lidt færre er med hos os i år, kan vi ikke gøre noget ved, men selve turneringen er gået fantastisk - helt efter planen - og jeg føler, at de unge går og hygger sig, sagde Jørn Jensen og tilføjede om det danske »sommervejr«:
- Det er altid noget, det kun er byger.
Som noget nyt var det årlige sodavandsdiskotek denne gang flyttet fra hallen til friluftsbadet.
- Når vi ikke er flere, ville vi alligevel ikke fylde ret meget i hallen. Og på denne måde støtter vi også svømmebadet, sagde stævnelederen.



