Daginstitutionerne med deres på det rene

Ikast-Brande producerer selv håndvaskene til de hyppige håndvaske blandt de yngste

26. april 2020, 04.00

Fra venstre Sander Poulsen og tvillingerne Luis og Huxi Turner i gang med den daglige rutine om at vaske hænder mindst hver anden time. Foto: Laila Kempel

IKAST-BRANDE At vaske hænder er vigtigt. Og lige nu skal det ske ofte. Derfor er et af sundhedsmyndighedernes krav til genåbning af daginstitutionerne, at børnene har mulighed for at vaske hænder mindst en gang hver anden time.

Det udfordrer kapaciteten i en tid, hvor anbefalingen lyder, at børnene skal være ude så meget som muligt.

Men i Ikast-Brande er der fuldstændig styr på udfordringerne.

Hos daginstitutionernes fælles pedel-funktion - DTS (Daginstitutionernes Tekniske Service) - er medarbejdere i fuld gang med at producere deres egne forholdsvis simple håndvaske, der lever op til myndighedernes krav, og samtidig sikrer hurtigt og effektiv levering i en tid, hvor håndvaske pludselig er en mangelvare som håndsprit for et par måneder siden.

Lokale leverandører

- Vi har haft et formidabel samarbejde med Ikast Jern og Stål, der har hjulpet os med at få leveret de mange stålvaske, fortæller lederen af DTS, Allan Andersen, der også glæder sig over, at det er lykkedes at handle lokalt og få det hele til at gå op i højere enhed.

90 vaske er leveret på værkstedet i en af børnehaven Lægdsgaards længer, hvor DTS holder til. Her monteres de i sæt af tre på et samlet bord lavet af trykimprægneret træ, der gør »opfindelsen« levedygtig i en rum tid.

Håndvasken monteres med vandhaner, sæbedispenser og holdere til papir-håndklæder og skraldespand.

- Der er mange dyre løsninger på markedet, men den her model har vi selv opfundet. Den fungerer og kan hurtigt og effektivt monteres ude i den enkelte daginstitution, siger institutionsleder Robert Bagger, der også har ansvar for DTS-medarbejderne.

Tripelvask

Triplevasken er der foreløbig bestilt 30 af til fordeling rundt i alle kommunens daginstitutioner.

Institutionerne betaler for håndvaskene, som i øvrigt også er væsentlig billigere end, hvad der ellers var mulighed for at købe.

De tre håndvaske koster som samlet pakke med alt - inklusiv monteringen til institutionens udendørs vandhane og med slange i afløbet: 7500 kroner.

- Til sammenligning vil en enkelt stålvask koste 9500 kroner, hvis vi skulle have købt det, fortæller Robert Bagger, som i øvrigt gør opmærksom på, at der ikke er noget forkert i at lade afløbet gå direkte i kloarken. - Det er jo bare vand og almindelig sæbe, vi bruger til børnene, så det er der ikke et problem, understreger han

Robert Bagger er leder af Hyldgård Børnehave og Lægdsgaard Børnehave. De åbnede mandag med næsten fuld styrke.

Fuld styrke

- Hovedparten af vores forældre skal på arbejde, så vi har næsten alle børn tilbage, og med det vejr, vi har i øjeblikket, så er der jo ingen, der klager. Hverken børn, forældre eller personale, siger Robert Bagger.

DTS sørger også for at levere sprøjter ud til de enkelte institutioner, så legeredskaber hver dag ved dagens afslutninger blive sprittet af.

DTS beskæftiger i det daglige to fuldtidsansatte, der reparerer både cykler, barnevogne hos dagplejerne, legeredskaber og andre specialkonstruktioner hos de enkelte institution måtte have.

Dagtilbuddenes Tekniske Service har travlt med at lave 30 sæt triplevaske, der så hurtig som muligt skal ud på de kommunale institutioner i hele Ikast-Brande kommune. Fra venstre Allan Andersen, leder af afdelingen samt Niels Kristian Hansen og Poul Erik Bundgaard, der har sit på det rene. Foto: Laila Kempel