Kampflowet fortsætter hos HIH

Herning-Ikast Håndbold møder i aften Randers HK i den hjemlige liga

Udgivet:19. januar 2022, 07.03

Læsetid:1 minut

Emma Friis og Herning-Ikast fortsætter det tætte kampprogram. I aften gælder det hjemmekampen mod Randers. Foto: Jørn Deleuran

Ole Bitsch
Journalist| obi@herningfolkeblad.dk

HÅNDBOLD Den næste kamp er aldrig langt væk i kalenderen hos Herning-Ikast Håndbold.

I sidste uge hentede HIH-kvinderne en sikker ligasejr i København, hvor Ajax blev nedlagt. Og i lørdags vandt Kasper Christensens tropper hjemmeopgøret mod rumænske Magura Cisnadie, som blev sænket med 31-28 i IBF Arena.

- Vores spillere er vant til at spille mange kampe på kort tid, og faktisk ser de mange kampe ud til at være lidt af en fordel for os. Det virker til, at vi bliver skarpere og skarpere for hver kamp, analyserer cheftræneren.

Skal op i højt tempo

I 2022 er det blevet til fire sejre i lige så mange kampe for HIH, fordelt over den hjemlige Bambusa Kvindeligaen samt gruppespillet i EHF European League.

I aften står næste opgave så for døren hos Herning-Ikast. Modstanderen på eget gulv er Randers HK, der uden for banen er i økonomisk krise. På banen er kronjyderne på niendepladsen med 10 point for 14 kampe. Til sammenligning er HIH nummer fire i tabellen med 23 point - dog for én kamp flere end Randers HK.

- Spiller vi på vores præmisser og tvinger vi kampen op i et højere tempo, end Randers ønsker det, så vinder vi, forudser Kasper Christensen.

Som følge af de seneste lempelser af coronarestriktionerne, må der til aftenens dyst være 500 tilskuere på tribunen.

Der er kampstart i IBF Arena klokken 18.30.