
FCM har kniven for struben
FC Midtjyllands pointtab mod AaB skaber ny spænding forud for de to sidste runder i superligaens grundspil. Søndag venter Lyngby på MCH Arena
Udgivet:10. marts 2023, 13.00
Læsetid:2 minutter
FC Midtjylland og Henrik Dalsgaard (t.h.) - her mod AaB’s Oliver Ross - skal formentlig bruge to sejre for at være sikker på en plads i mesterskabsspillet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FODBOLD Med blot ét enkelt point i mandagens udekamp mod bundholdet AaB har FC Midtjylland ubevidst været med til at øge spændingen i superliga-tabellen.
Og sidste sæsons vicemestre fra heden har kniven for struben.
Således indtager Ulvene syvendepladsen, hvor der pt. er ét point op til top-seks, der giver adgang til forårets mesterskabsspil. Og i værste fald - hvis FCM ikke kvalificerer sig blandt ligaens seks bedste hold - en plads i superligaens nedrykningsspil.
- Vi er ikke, hvor vi vil være, og vi kan ikke være tilfredse. Nu står vi i en enormt alvorlig situation med to kampe tilbage og flere hold, som kæmper om det samme, siger FCM-anfører Erik Sviatchenko efter mandagens 0-0-udekamp på Aalborg Portland Park.
Erfaren keeper imponerede
Her var det hjemmeholdet AaB, som var bedst, havde mest spil og kreerede flest store chancer. Men værterne fik aldrig passeret FCM-defensiven og især keeper Jonas Lössl, som i anden halvleg brillerede med en række store parader.
- Jonas havde en fantastisk kamp og reddede flere chancer. Vi skal være glade for hans præstation. Den var fremragende. Når man taler om den slags, betyder det også, at vi har gjort noget helt forkert, mener cheftræner Albert Capellas.
Spanieren var ikke tilfreds med resultatet og FC Midtjyllands holdindsats mod AaB. Træneren forventer og kræver bedre præstationer på den korte bane. I første omgang i grundspillets to sidste kampe, der inkluderer søndagens hjemmekamp mod et andet bundhold, Lyngby samt lokalopgøret ude mod rivalerne Silkeborg IF.
- Jeg har gode spillere til rådighed, og vi har en stærk trup, men vi er nødt til øge koncentrationen, spille bedre og skabe flere chancer. Men jeg kan garantere, at vi kommer til at fighte til det sidste for at nå vores mål om at komme i top-seks, fastslår Albert Capellas.