Den nye rektors tale: Ikke en eneste af Jer - er for mange

Rektor Marianne Dose Hvids første dimissionstale ved dimissionsfesten fredag

Udgivet:25. juni 2016, 10.13

Læsetid:10 minutter

Kære Dimittender

Herfra skal lyde et kæmpestort tillykke med jeres eksaminer.

Sikke en pragt at stå overfor - sådan en ungdom med røde og blå huer. I ser fantastisk dejlige ud.

Vi er samlet her for at fejre, at I har gennemført noget stort og vigtigt. I har sat jer et mål, og nu har I fuldført.

Og vi ved godt, at det ikke kun er de sidste ugers koncentrerede eksamenslæsning, der har krævet en solid indsats. Det gør det i det hele taget at tage en studentereksamen eller en HF eksamen.

Men i dag, hvor Dannebrog er hejst, sommeren står for døren, og I lyser op med alle jeres røde og blå huer, - ja, så har det været alt sliddet værd.

Det blev ikke så lang tid, vi nåede at dele hverdagen her på IBG. Men heldigvis fik jeg lov at låne hver og én af afgangsklasserne en lille time, inden I startede på eksamenslæsningen. Og det var dejligt at høre jeres reflektioner over, hvad det har givet jer at gå på skolen, og hvad I tager med herfra. I nævner i flæng faglighed, fællesskab, rummelighed, kreativitet, indsigt, selvstændighed som bare nogle af de første refleksioner. Det er tydeligt for mig, at vi er nået i land. I er faktisk blevet både dannede og uddannede. Og det var jo netop målet. At I både skulle blive til noget og til nogen.

Når jeg spørger jer direkte, om I nu også er blevet alment dannede af at gå i gymnasiet, så mærker jeg, at nogen af jer har lige lidt svært ved at sætte ord på, hvad det præcist er. De faglige kundskaber, det hersker der ingen tvivl om, men almendannelsen!!! Hmm!!!

Og det er måske ikke så mærkeligt. Den svenske forfatter Ellen Key, definerer almendannelse, som det der står tilbage, når man har glemt alt det, man har lært ?

Og I har jo på ingen måde glemt, det I har lært ?

Men om 1 år eller 2 , når I har fået jeres gymnasietid lidt på afstand, så er jeg sikker på, at det vil stå helt skarpt for jer, hvad det var for en dannelse, I fik med fra gymnasiet. I vil nemlig have jeres historie med jer, når I bevæger jer ind i fremtiden.

Uanset, - det er allerede tydeligt for mig, at I rummer, hvad det handler om. Moderne dannelse er i høj grad også dyder som verdensborgerskab og empati. Og det er præcist det, I udtrykker, når I nævner skolens forskellige uddannelser og diversiteten blandt jer som en styrke. "Det er positivt og spændende," siger I, "at vi har udenlandske studerende, og at vi elever har vidt forskellig baggrund." De udsagn, vidner for mig om, at I har både indsigt, tolerance og udsyn. Og når I udtrykker, at I godt har kunnet li´ at veksle mellem det kreative, det boglige, det litterære og det metodiske, så fortæller det, at I har et metaperspektiv på faglighed.

Når jeg ser på jer, kan jeg ikke lade være med at ryste på hovedet af de mange politiske ytringer om, at alt for mange tager en studentereksamen. Ved I hvad? Jeg synes ikke, at én eneste af jer er for mange.

Jeres uddannelse og dannelse her fra os, gør jer til langt mere nuancerede, kritiske, oplyste og selvstændige mennesker, end hvis I ikke havde taget en gymnasial uddannelse. Og det er uden tvivl et gode for vores land på den lange bane.

Ikke alene bliver I med jeres gymnasiale baggrund bedre i stand til at træffe gode beslutninger for jeres eget liv. Og det er vigtigt.

I bliver samtidig også nogle krævende, kritiske og oplyste forbrugere, som stiller store krav til vores virksomheders produktion. Og netop det, er faktisk rigtig godt for vores lands økonomi. Jeres krav skærper vores virksomheders konkurrenceevne. Det er vigtigt for virksomhederne at have nogle aftagere, der stiller krav og er kritiske, så de hele tiden udfordres på at blive endnu bedre. Alle I, som har haft samfundsfag på A- niveau ved, at det er godt for vores betalingsbalance.

Og når I måske lige om lidt f.eks. skal tage stilling til vores fortsatte medlemskab af EU, eller deltagelse i retsforbehold eller andre vigtige samfundsspørgsmål, så synes jeg, det er rigtig betryggende at vide, at I sætter jeres kryds på et oplyst og reflekteret grundlag. Det er ikke kun tilfredsstillende for jer. Det er uden tvivl også godt for vores land.

Det er altid interessant at gå tæt på, hvad der skaber de gode medarbejdere og succeshistorier på vores arbejdspladser.

Danskere får generelt det skudsmål, at vi kan tænke selv, er selvstændige og reflekterede. Danskerne og I er generelt også gode til at vælge livet, til at se muligheder og til at lade humor spille en afgørende rolle i problemløsningen. Vi har tradition for at give plads til frie tanker, impulsive handlinger og det udiciplinerede.

Det tænker jeg er rigtig vigtigt at holde fast i, og vi skal passe på med ikke at blive alt for målehysteriske. Det er jo ikke kun det, der kan måles på en karakterskala, der har værdi.

Jeg vil gerne læse en lille historie for jer, som jeg holder meget af og ofte vender tilbage til. Historien er fra musikeren Peter Bastians bog "Ind i Musikken": Den handler om noget, der måske kan lyde lidt pudsigt: Nemlig at tegne en hane!

Historien lyder sådan her:

»Kejseren af Kina bestilte en penseltegning af en hane hos en berømt kunstner. "Kom om fire år, så er den færdig" sagde kunstneren.

Fire år efter kunne kejseren og hans følge drage hjem med uforrettet sag, den berømte kunstner behøvede endnu fire år til sin tegning.

Og fire år efter gentog historien sig. "Opgaven har vist sig at være vanskeligere, end jeg havde forestillet mig, men jeg nærmer mig målet, så om fire år er den helt sikkert færdig".

Og ganske rigtigt. Da kejseren ankom med sit følge til kunstnerens lille ensomme hytte efter endnu fire år, blev han budt indenfor og budt på en kop te. Men han var så spændt, at han ikke kunne få en slurk ned. Tolv år er en evighed, når man dagligt går og længes efter sin hane.

Men nu! Kunstneren tager et fint nyt stykke papir frem, spænder det op på tegnebrættet, dypper penslen og tegner lynhurtigt, i én bevægelse, en hane mere levende end en hane.

Kejseren er dybt bevæget, men også en anelse fortørnet over, at kunstneren har holdt ham hen i tolv år, når det nu vitterligt kun tog få sekunder at tegne hanen.

Hvortil kunstneren tavst leder ham ind i baglokalet, hvor gulvet er dækket af meterhøje stabler af penseltegninger - af haner.

Det er en fortælling, der er god at få forstand af. Historien fortæller noget klogt om balancen mellem bundethed og frihed, mellem øvelse og mesterskab, og mellem træning og suverænitet.

Kunstneren tegner sin hane på få sekunder for øjnene af Kejseren. Det ser legende let og fuldstændig ubesværet ud.

Så kunne han ikke bare have gjort det allerede for tolv år siden - i stedet for at spilde Kejserens tid?

Nej, siger historien. Det kunne han ikke. For det tager lang tid at forstå en hane til bunds, at opleve den indefra og at gennemlyse alle dens facetter i skiftende belysninger.

Det kræver mange mere eller mindre fejlslagne forsøg, utallige eksperimenter og sammenkrøllede skitser. Efterhånden flere og flere tilløb til noget rigtigt, nærved og næsten, men derefter igen skuffende resultater, uden at man selv kan forklare hvorfor. Det kræver tro og indre glød at holde ud, når man oplever fiasko. Det kræver opbakning. Og det kræver øvelse, træning og vedholdenhed.

Og så kræver det nogle svinkærinder ind imellem og nogle impulser fra andre arenaer.

Den megen øvelse og prøven sig frem vil længe slå igennem som en stivhed i udtrykket. Men langsomt vinder en ny ubesværethed frem. Til sidst er kunstneren tilsyneladende fuldstændig fri og kan skabe mageløse og suveræne værker uden forberedelse - i ét inspireret nu.

Jeg tænker, det er meget parallelt til den proces, I har været igennem i jeres tid hos os.

I har brugt 2 eller 3 - ja, måske flere år på at nå frem til jeres afsluttende præstationer i de sidste uger. I har alle sammen sikkert mere end én gang haft lyst til at sige som kunstneren: Opgaven har vist sig at være vanskeligere, end jeg havde forestillet mig. Men jeg er i gang.

Nu har I nået målet.

Jeg er ikke i tvivl om, at der hjemme hos jer ligger stabler af bøger, masser af notater med kaffe- og colapletter og bunker af skriftlige afleveringer. I de første dage efter sidste fag går man lidt hvileløst rundt og rydder op i stablerne -, og pludselig er det hele så underligt, for de bøger skal jo slet ikke bruges mere. Den bog og de notater dækker et stof, som I slet ikke kom op i, og hvad skal I nu stille op med alle de skriftlige opgaver?

Bunkerne ser dybt overflødige ud, og I har måske lyst til at brænde det hele af i et stort sankthansbål, men det er min påstand, at det hele har været nødvendigt. Det hele skulle til. Også alt det overflødige var i virkeligheden nødvendigt for at gøre jer til dem, I er i dag.

Nu handler det om fremtiden, og det handler om at have ambitioner. I skal gøre en forskel og I skal bruge jeres liv.

Det er vigtig at have nogle drømme, -at sætte sig nogle mål, og forfølge begge dele.

For nogen er jer er det direkte ind på drømmestudiet lige her efter ferien - for andre hedder det sabbatår èt år eller to. For nogle kan det være, at der ikke er direkte adgang til studiet fra kvote 1 og selv kvote 2 kan se svær ud at realisere. Husk på at der kan være mange veje til ønskejobbet. Det handler om at ville og forfølge de mål, man sætter sig. Der kan være flere muligheder for uddannelse til drømmejobbet. Og man må jo nogen gange sno sig ?

I kom ind som store børn, - meget åbne og formbare - Nu sender jeg jer afsted, som selvstændige og selvbevidste unge voksne. I kan tænke selv, og I har et stærkt fundament af viden og kundskaber.

Med disse ord vil jeg endnu engang ønske jer tillykke. Ha' en rigtig god sommer og pas godt på jer selv.