Officielt: Nu er også Herning-Ikasts Europa-sæson slut

Fredag valgte EHF officielt at aflyse EHF Cup-semifinalerne

25. april 2020, 06.04

Emma Friis og Herning-Ikast Håndbold får ikke mulighed for at spille EHF Cup-sæsonen færdig. Aflysningen blev en realitet sent fredag eftermiddag. Foto: Flemming Hansen

HÅNDBOLD Herning-Ikast Håndbolds drømme om en europæisk titel i denne sæson blev skudt ned sent fredag eftermiddag.

Her slog EHF - det europæiske håndboldforbund - fast, at både kvindernes og mændenes EHF Cup-turneringer, som indtil nu har været på standby, er aflyst.

Årsagen er den omfattende og smitsomme corona-pandemi.

Aflysningerne går blandt andre ud over Herning-Ikast Håndbold, der havde kvalificeret sig til EHF Cup-semifinalerne mod kroatiske Podravka Vegeta. I den anden semifinale stod Odense over for ungarske Siófok - også de kampe er nu blevet elimineret.

- Det er selvfølgelig en mega træls udmelding, for nu var vi kommet så langt og så tæt på. Det er altså ikke hver sæson, at man har mulighed for at spille sig i en finale og måske endda vinde et europæisk trofæ, lyder det fra Daniel Grønhøj, sports- og salgsdirektør i Herning-Ikast Håndbold.

Havde foreslået Final4 i Ikast

Direktøren understreger dog, at hverken han eller klubben er overrasket over den officielle beslutning fra EHF.

- Det kom ikke som noget stort chok for os, at semifinalerne er aflyst. Alle i og omkring klubben er trætte af det. Ikke mindst spillerne og trænerstaben, Men vi er også indforståede med, at det her er virkeligheden lige nu, siger Daniel Grønhøj.

Tidligere i april fortalte HIH, at klubben havde lagt billet ind som vært for et eventuelt Final4-stævne i Ikast. Håbet var, at man kunne afslutte kvindernes EHF Cup-semifinaler og finalekampe over én weekend.

- EHF var glade for, at vi havde meldt os, og det blev noteret hos dem, men vi hørte ikke mere fra dem. Det er ikke så overraskende, for så længe ingen ved, hvad der skal ske fremover, begynder man heller ikke at planlægge et Final4, siger direktøren.

Champions League spilles

Fredag valgte det europæiske håndboldforbund også at aflyse ottendedels- og kvartfinalerne i mændenes Champions League. Men mesterholdenes turnering færdiggøres.

I stedet bliver det de to bedste hold i henholdsvis gruppe A og B, der går videre til finalestævnet. Det betyder, at FC Barcelona, Paris Saint-Germain, THW Kiel, og Veszprém skal kæmpe om titlen ved årets Final4-stævne, som nu skal spilles 28. og 29. december i den tyske by Köln.

EHF håber stadig at kunne afvikle kvindernes Champions League-kvartfinaler sammen med Final4 fra 3. til 6. september.

Kan det ikke lade sig gøre, vil de bedste to hold i hver af mellemgrupperne gå videre til Final4, der så skal spilles i oktober. I så fald vil Team Esbjerg stryge direkte i Final4 sammen med Metz, Györ og Brest Bretagne.