Søndagssmedning på Klosterlund

Tre søndage i foråret er der mulighed for at komme tæt på smeden og håndværket

Udgivet:09. marts 2023, 12.00

Læsetid:1 minut

Der er tændt op i essen til tre søndage, hvor man kan komme tæt på smedehåndværket. Foto: Privatfoto

7 måneder siden

ENGESVANG I den gamle smedje ved Klosterlund Museum kan både børn og voksne kigge forbi til uformel søndagssmedning med Ib, Jørgen og Jens Jørgen – tre af museets frivillige ildsjæle.

Det foregår tre søndage i løbet af foråret.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra museet.

De tre smede kan deres kram og med svendebreve af ældre dato og mange års erfaring i rygsækken, har de meget at lære fra sig om både det basale og finesserne i smedehåndværket. Samtidig er de fulde af gode historier fra deres tid i branchen.

Uanset om man har prøvet at smede før, gerne vil udfordres eller bare kigge på, er alle meget velkomne.

Det er gratis at komme til søndagssmedning, og arrangementerne finder sted 12. marts, 26. marts og 16. april fra middagstid.