
Gem din overskydende skat og brug den i lokale butikker
141 millioner kroner i overskydende skat er på vej til tilbage til borgere i Ikast-Brande
Udgivet:12. april 2020, 06.06
Læsetid:3 minutter
24.266 borgere i Ikast-Brande Kommune får gennemsnitligt 5850 kroner tilbage i overskydende skat. Lagt sammen giver det knap 142 millioner kroner, som kan varme godt i kasseapparaterne hos den lokale detailhandel - når coronatågen letter. Foto: Thomas Vang Nielsen
3 år siden
IKAST-BRANDE 5850 kroner. Det er beløbet, som 24.266 borgere i Ikast-Brande Kommune i gennemsnit får tilbage i overskydende skat.
For langt de fleste vil pengene allerede være overført til deres NemKonto, oplyste Skattestyrelsen i en pressemeddelelse fredag formiddag, da styrelsen igangsatte udbetalingen af overskydende skat for indkomståret 2019.
I alt er der tale om 141.956.193 kroner til Ikast-Brande Kommune alene, men ser man på de samlede tal for hele Danmark, er det en noget anden størrelsesorden.
3,4 millioner borgere i Danmark have skal i alt have 17,4 milliarder kroner tilbage i skat.
Heraf er godt 760.000 midtjyder, som samlet kan se frem til at få 3,8 milliarder kroner retur.
Vent - eller køb gavekort
Den årlige seance, hvor folk på denne måde får deres egne penge retur, plejer at give ekstra omsætning i byernes butikker. Men på grund af corona er alt ikke, som det plejer.
- Jeg håber, at folk husker at gemme lidt penge og vil prioritere at bruge flest mulige af dem i lokale butikker, når der åbnes efter coronaen, siger Jan Birk Knudsen, der er chef i Vores Ikast.
- Men hvis man sidder derhjemme og brænder efter at shoppe lige nu, så kan man jo altid gå ind på Vores Ikasts hjemmeside og købe et gavekort, der kan bruges i byens butikker. Så får man leveret et gavekortbevis på sms eller mail, som man efter corona kan ombytte til et gavekort. På den måde kan man være med til at støtte detailhandlen gennem en svær tid, uddyber Jan Birk Knudsen.
»Topplacering«
Beløbet på 5850 skattekroner bringer borgerne i Ikast-Brande i top på listen over kommuner i Region Midtjylland, hvor folk af forskellige årsager har indbetalt for meget i skat i løbet af 2019.
Naboerne i Herning Kommune får i gennemsnit 5280 kroner retur, mens borgerne i Struer Kommune er så gode til at beregne deres personlige skattegrundlag, at beløbet på 4262 kroner er regionens laveste.
I gennemsnit skal borgerne i Region Midtjylland have udbetalt 5001 kroner.
Gæld kommer i første række
En række borgere vil opleve, at den overskydende skat ikke sættes ind på kontoen lige med det samme.
Det kan eksempelvis være, hvis ens ægtefælle har gæld til det offentlige. Den overskydende skat vil i første omgang blive brugt som afdrag på gælden, inden en eventuel rest vil blive udbetalt.
Gælden til det offentlige kan også være manglende skattebetaling for tidligere år, licens, underholdsbidrag eller lignende.
Nogle skal tjekkes lidt mere
Nogle vil også opleve, at deres overskydende skat tilbageholdes. Det sker enten ved større overskydende skatter, som skal gennemgås inden en udbetaling, eller fordi Skattestyrelsen vurderer, at der mangler oplysninger. Det kan for eksempel være oplysninger vedrørende overskud ved forældrekøbte lejligheder, indtægter fra solceller eller gevinst eller tab ved salg af værdipapirer.
Det fremgår af årsopgørelsen, hvorfor man ikke får den overskydende skat udbetalt.
1,1 millioner betaler restskat
Mens 3,4 millioner borgere er blevet mødt af et grønt tal i deres årsopgørelse, er knap 1,1 millioner borgere blevet mødt af et rødt tal og dermed en restskat.
Restskatten udgør aktuelt 6,8 milliarder kroner på landsplan. Det svarer til en gennemsnitlig restskat på 6075 kroner.
Ekstra tid til at rette
Samlet har 4,6 millioner danskere siden 6. marts 2020 haft adgang til at se deres årsopgørelse på skat.dk.
Langt de fleste behøver ikke at foretage sig noget, da Skattestyrelsen får de fleste oplysninger automatisk. Det er dog stadig vigtigt at tjekke sine oplysninger.
Har man nogle af de fradrag, som man selv er pligtig til at indberette, eller har man andre ændringer, der kan påvirke skatten for 2019, får man denne gang ekstra lang tid til at få indtastet sine oplysninger.
På grund af coronakrisen er sidste frist flyttet fra 1. maj til 1. september.
Den nye frist skal give revisorerne bedre tid til at hjælpe virksomhederne.

Fradrag
Disse indtægter og fradrag kræver din særlige opmærksomhed:
Håndværkerfradrag (servicefradrag)
Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
Aktier og andre aktiegevinster
Indtægter fra deleøkonomi (udlejning af bolig, bil med videre)
Børnebidrag og ægtefællebidrag
Kost og logi
Dobbelt husførelse
Arbejdstøj, faglitteratur, kurser med mere
Fradrag på privat gæld
Fradrag for donationer til velgørende organisationer
Kilde: Martinsen Statsautoriseret Revisionspartnerselskab