DET ER DIT VALG - KV21

Læserbrev: Af hjertet tak

22. november 2021, 08.47

Kasper Pauli Pedersen. Foto: Privatfoto

LÆSERBREV Jeg er helt enormt taknemmelig for den store opbakning, jeg har fået ved kommunalvalget og vil bare sige tak til alle de 743, der har givet mig tilliden og stemt personligt på mig.

Socialdemokratiet fik seks pladser i byrådet og holdte dermed fremgangen fra 2017, det er jeg stolt af som ny borgmesterkandidat. Da vi fik tallene gik forhandlingerne i gang - det blev hårde og lange forhandlinger og jo vi forsøgte selvfølgelig også som byrådets andetstørste parti at række ud efter borgmesterposten, men vi kunne ikke finde det magiske flertal herfor. Derfor er jeg glad for, at jeg er blevet ny viceborgmester.

Vi har forsøgt i videst muligt omfang at gøre vores mandater gældende og sætte politiske aftryk - derfor glæder det mig, at vi har revideret udvalgsstrukturen og Ikast-Brande kommune nu får et klima, natur og bæredygtighedsudvalg, der er dedikeret til for alvor at sætte tryk på den grønne omstilling, arbejde med mere og bedre natur og for bæredygtighed.

De næste uger vil vi fortsætte med de politiske forhandlinger, jeg er glad for, at vi fik en bred konstituering, som alle partier står bag. Jeg håber, at det vil afspejle sig i det kommende samarbejde og at vi sammen kan skabe mere sammenhæng i kommunen og bedre balance mellem målet om en god økonomi og vores fælles velfærd. Det er i hvert fald Socialdemokratiets opdrag.

På falderebet vil jeg takke alle kandidater og frivillige i alle partier for det kæmpe stykke arbejde de har leveret i valgkampen, det er en styrke for vores demokrati - både de valgte og de der ikke blev valgt har knoklet for at sætte netop deres aftryk på kommunens retning og helt personligt er jeg stolt af i den nye byrådsperiode at stå i spidsen for et rigtig stærkt hold.