Prisvindende sportsvært gæster Ikast

På lørdag kan man på Ikast Bibliotek møde tv-personligheden og sportsværten Morten Ankerdahl

10. september 2020, 05.52

IKAST Han blev årets sportsvært i 2014, 2015, 2016 og 2017. Morten Ankerdahl har prøvet lidt af hvert. At dække talrige håndboldslutrunder, ishockey, fodbold og OL. Ved sommerens aflyste OL skulle Morten Ankerdahl have været en af studieværterne, men det satte corona-pandemien som bekendt en stopper for. Den oprindelige plan var endda, at Morten Ankerdahl lørdag 12. september skulle have fortalt om sine oplevelser fra legene i Japan. Heldigvis har tv-værten mange andre anekdoter, som han formentlig vil fortælle om, når han gæster Ikast Bibliotek, hvor man kan møde værten og høre hans foredrag om ord, rytme og timing.

Morten Ankerdal er autodidakt journalist. Siden 1998 har han været ansat på TV2 Sporten, hvor han startede som medarbejder på teksttv-redaktionen. Han har siden været fast vært på kanalens store sports transmissioner. OL, VM og EM i fodbold og en række håndboldslutrunder. Han bliver derudover også benyttet til kongelige begivenheder, årskavalkader, Knæk Cancer og som afløser på både Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark.

Foredraget er gratis, men man skal bestille en billet på grund af begrænset plads i henhold til corona-restriktionerne.