Drømmedebut: Cho Gue-sung blev matchvinder for FC Midtjylland

FCM vandt knebent, men fortjent med 1-0 over Hvidovres oprykkere i sæsonpremieren

Udgivet:21. juli 2023, 20.57

Læsetid:2 minutter

Cho Gue-sung jubler sammen med Gustav Isaksen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kenneth Kristiansen
Journalist
Kenneth Kristiansen
Journalist| +45 96 26 37 18 | kgk@herningfolkeblad.dk
Sportsjournalist på Herning Folkeblad siden 1999. Det er helt tilbage til dengang, FC Midtjylland blev stiftet. Udover fodbold skriver jeg primært om håndbold - men også alt muligt andet. Tip mig gerne med en god historie.
Se flere artikler af Kenneth Kristiansen

2 måneder siden

FODBOLD FC Midtjylland fik en glimrende begyndelse på den nye sæson, og klubbens nye angriber fik en sand drømmedebut.

Cho Gue-sung blev nemlig matchvinder, da han i anden halvleg scorede kampens eneste mål og altså sørgede for en fortjent sejr på 1-0.

FCM-træner Thomas Thomasberg havde stort set valgt den ventede start-11’er. Det vil sige med debut til islandske Sverrir Ingi Ingasen i forsvaret og altså til angriberen Cho Gue-sung fra Sydkorea.

Lidt overraskende var det måske, at Oliver Sørensen var foretrukket på midtbanen frem for Armin Gigovic.

Hvidovre gik friskt til opgaven fra første fløjt. Men efter et jævnbyrdigt første kvarters tid, hvor de undertippede gæster havde tilløb til et par chancer, fik FCM styr på spillet og etablerede et pres mod oprykkernes mål.

Midt i halvlegen var FCM’erne tæt på i to omgange.

Cho Gue-sung fandt Oliver Sørensen i dybden, men Hvidovre-keeper Filip Djukic kom ud og sikrede sig bolden for fødderne af den velspillende midtbanemand.

Bare få sekunder efter var Cho Gue-sung meget tæt på, da han fra kanten af feltet bankede bolden på overliggeren.

FC Midtjylland dominerede, og efter en god halv time tog Oliver Sørensen chancen udefra med et saftigt skud, som Filip Djukic fik vippet op på overliggeren.

Isaksen brændte VAR-straffe

Mod godt fem minutter til pause fik FCM tildelt et straffespark efter en situation, hvor bolden blev sparket op på hånden af Hvidovres Daniel Stenderup fra tæt hold.

Der skulle VAR-tjek til, men derefter kunne Gustav Isaksen løbe til bolden. Sidste sæsons topscorer sparkede i højre side af målet men var blevet kigget ud af Filip Djukic, der fik handskerne på og afværgede et føringsmål til FCM.

Ny angriber slog til

Hjemmeholdet fortsatte dominansen efter pausen, og Paulinho burde have scoret tæt under mål, men en forsvarer kom imellem.

Efter en lille time kom forløsningen, og det var minsandten Cho Gue-sung, som slog til og scorede i sin debutkamp. Paulinho tog et raid op ad venstre side og smækkede bolden præcist ind mod sydkoreaneren, som pandede den stensikkert ind til 1-0.

Få minutter senere var det ikke langt fra 2-0, men Hvidovres målmand fortsatte sin flotte kamp ved at afvise Aral Simsirs fine langskud.

Mod slutningen af opgøret kom Hvidovre bedre med, og gæsterne burde nok have haft et straffespark, da Sverrir Ingi Ingason hev Nicolai Geertsen omkuld i feltet.

Hjemmeholdet holdt dog den spinkle føring kampen ud og hentede altså sæsonens første - og meget fortjente - tre point.

FC Midtjylland spiller igen allerede onsdag, når FC Progrès Niederkorn fra Luxembourg gæster MCH Arena i kvalifikationen til Conference League.