En hoppende og rullende weekend i Engesvang

Fredag og lørdag i denne weekend er Engesvang Hallen blevet omdannet til et slaraffenland af hoppeborge

25. januar 2020, 12.39

Børn i alle aldre legede, klatrede og rutsjede i hallen. Foto: Tom Laursen

ENGESVANG For to år siden holdt Engesvang Hallen jubilæum. I den anledning blev hallen fyldt op med hoppeborge, slider-baner og et tarzanland. Det var et kæmpe hit for byens børn. Derfor var Michael Lindved fra Engesvang Hallen en af hjernerne bag at lave et lignende arrangement igen. I denne weekend er hallen derfor fyldt op med oppustelige legeaktiviteter, og at dømme ud fra fremmødet - er initiativet en stor succes.

- Jeg vil skyde på, at vi har haft lidt over 150 på besøg. I går, fredag, havde vi nogle børn, som kom efter skole, og de tog først hjem, da vi lukkede. Man kan købe billet for to dage, og rigtig mange er mødt op igen i dag, siger Michael Lindved.

Han tilføjer, at han også har set børn, som normalt ikke har deres gang i hallen.

- Det er derudover en alletiders måde at mødes på, og vi er glade for, at byen bakker op, lyder det fra Michael Lindved.

Håber på gentagelse

Susende, med svedvåde T-shirts, kommer de to venner Tristan Hansen og Malthe Toft forbi. Begge drenge er 10 år og fortæller, at de håber på, at Engesvang Hallen vil gentage en weekend med hoppeborge engang.

- Det er mega fedt, og vi nyder at lave noget andet sammen. Vi får set hinanden og kan bare hygge, siger Malthe Toft.

På rodeotyren kæmper Roselyn Christiansen en kamp mod det stædige mekaniske dyr. Hun har i flere minutter holdt sig siddende på tyren. Da hun endelig må give op, lander hun blødt i puderne og siger med et stort smil, at hun bestemt synes, det er den helt rigtige måde at bruge sin lørdag på.

Roselyn Christiansen havde regnet den ud. En omvendt placering på tyren gav meget besvær med at ryste hende af sig. Foto: Tom laursen
Hundredvis af børn kunne tumle og fjolle sammen med vennerne. Foto: Tom Laursen