Kongehuskender: Meddelelse fra dronningen er usædvanlig

Ifølge kongehuskender er dronning Margrethes valg om at udsende en pressemeddelelse "det eneste rigtige".

Udgivet:03. oktober 2022, 19.32

Læsetid:2 minutter

Dronning Margrethe skriver i en pressemeddelelse, at hun håber på, at familien kan få ro til selv at finde vej igennem situationen. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Dronning Margrethe har mandag aften udsendt en skriftlig meddelelse ovenpå beslutningen om at fratage prins Joachim børns prinse- og prinsessetitler.

I meddelelsen giver dronningen blandt andet udtryk for, at hun har undervurderet, hvor meget prins Joachim er berørt af situationen.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert, er det usædvanligt, at dronningen kommer med sådan en meddelelse.

- Det er meget usædvanligt, og det er netop også fordi situationen er usædvanlig. Det er sjældent, at der bliver udsendt en pressemeddelelse, der har så personlig en karakter.

- Det er meget specielt og hænger også sammen med, at det har været diskuteret meget i offentligheden, hvor alle mulige medlemmer af kongefamilien har deltaget, siger han.

Lars Hovbakke Sørensen mener, at dronning Margrethe, ved at udsende pressemeddelelsen, gør det helt rigtige.

- Det er det eneste rigtige, hun kan gøre på nuværende tidspunkt. Det ville være helt forkert, hvis hun prøvede at tie det ihjel. Det her er den bedste måde at prøve at komme videre for kongehuset, siger han.

I meddelelsen bider Lars Hovbakke Sørensen mærke i tre ting.

Den første er, at dronning Margrethe principielt står fast ved sin beslutning om titelfratagelsen. Hun mener, at beslutningen skal være med til at fremtidssikre monarkiet og kongehus som institution, og at det er vigtigt.

- Den anden ting er, at hun jo har en fremstrakt hånd til den del af familien, der er blevet meget berørt af det. Hun ønsker en forsoning med den del af familien, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han mener, at dronningen også indirekte i pressemeddelelsen opfordrer pressen til at indstille spørgsmålene om dette emne til enkelte medlemmer af kongehuset, når de deltager i forskellige arrangementer.

- Jeg håber nu, vi som familie kan få ro til selv at finde vej igennem denne situation, siger dronningen i meddelelsen.

/ritzau/