Brændte chancer: Første testnederlag for HIH

Herning-Ikast Håndbold havde sine fire OL-spillere med for første gang i opstarten, men det rakte ikke til sejr i tirsdagens testkamp mod Horsens

17. august 2021, 10.59

Ingvild Bakkerud og resten af HIH-holdet måtte indkassere sommerens første testnederlag mod Horsens. Foto: Tom Laursen (Arkiv)

HÅNDBOLD Efter testsejre over Ringkøbing, svenske Sävehof og Nykøbing Falster måtte Herning-Ikast Håndbold tirsdag middag indkassere første nederlag i træningskampene forud for den nye sæson.

HIH-kvinderne tabte 26-29 til Horsens Håndbold Elite efter 12-15 ved pausen.

Kampen blev spillet i Bramdrupdam ved Kolding, hvor HIH er på træningslejr i denne uge.

Opgøret blev spillet i et fint tempo, men Horsens forekom en anelse længere fremme i deres forberedelser end Herning-Ikast.

Østjyderne fik en god start og førte 5-1 efter seks minutter. HIH fik kontakt ved 8-8, men Horsens slog igen et hul og førte 15-12 ved pausen.

Chancerne var der

Mulighederne for at vende slagets gang var til stede, men HIH-kvinderne brændte opgøret igennem adskillige store chancer og må samtidig erkende, at Horsens i perioder kom for let til deres chancer og mål.

Det var sommerens første træningskamp for de HIH-spillere, som har været til OL. Svenskerne Emma Lindqvist og Jessica Ryde samt norske Stine Skogrand og Vilde Ingeborg Johansen havde deres første træningspas med holdet mandag og første træningskamp i dag.

Topscorer for HIH blev nytilkomne Tyra Axnér med fem mål. Ingvild Bakkerud scorede fire gange.

Hos Horsens blev landsholdsspiller Laura Damgaard topscorer med otte pletskud.

HIH spiller to træningskampe mere i denne uge. På torsdag møder holdet Odense i Bramdrupdam, og på lørdag venter et opgør mod Viborg HK i Nørre Snede.