Midtjysk Cup på to hjul

Perfekt samarbejde om et stort stævne med 155 ryttere til start

Udgivet:21. juni 2022, 14.38

Læsetid:2 minutter

12 måneder siden

MTB-CUP Det danske junivejr viste sig fra sin bedste side, da fjerde afdeling af Midtjysk MT Cup skulle afvikles på sporet i Skelhøje. I alt 155 ryttere i flere kategorier fra nybegyndere til garvede MTB-ryttere var klar til dyst.

Forberedelse og afviklingen af fjerde afdeling af Midtjysk Mountainbike Cup er forgået som et samarbejde mellem to lokale cykelklubber, nemlig Bording Cykelmotion og Ikast AM Cykling.

I Ikast har fokus været på at klargøre sporet og planlægge ruterne, og for Bordings vedkommende har det handlet om at organisere alle opgaverne omkring løbet. Dagen var et godt eksempel på lokalt samarbejde, og hvor meget lokale ildsjæle kan udvirke.

Løbet blev afviklet som et 45 minutters løb for »rookies« og de yngste deltagere. De mere garvede seniorer skulle dyste over 60 minutter. Det betød, at alle deltagere for hver runde, kørte igennem startområdet, hvor de kunne modtage fortjente klapsalver og måske fornemme duften fra forplejningsområdet, hvor der var tændt op i grillen.

Ros til frivillige

Ruten i Skelhøje er berømt for sine udfordringer for MTB-ryttere på alle niveauer.

Igen er det værd at nævne de frivillige kræfter, der ligger bag vedligeholdelsen af de mange kilometer spor, med diverse hop, drops og curves. I dagens anledning havde ruten fået et ekstra løft med nye udfordringer, og nogle steder var ruten endda lagt om, så man kørte modsat af sædvanlig retning. Således var der, selv for hjemmebanerytterne, nye udfordringer i dagens løb.

Aldersmæssigt spænder MTB-sporten vidt, og denne dag i Skelhøje var ingen undtagelse. Fra U13 til grånende seniorer i gruppen for over 50-årige var lige ivrige og koncentrerede i startområdet. I den yngre ende kunne man opleve ni-årige Otto fra Holstebro, som egentlig er for ung til at stille op i den yngste gruppe, men han var klar.

- Jeg kender godt Skelhøje, det er faktisk et af mine yndlingssteder.

Blandt publikum var der naturligvis mange familiemedlemmer, der bakkede op om børn og ægtefæller, men også lokale, der havde lagt aftenturen forbi de skønne omgivelser i Skelhøje.

Desværre bød arrangementet også på et par styrt, men heldigvis var ambulance og lægevogn hurtigt på pletten. Efterfølgende var der lutter roser fra redningsmandskabet til løbsarrangørerne for hjælp i forhold til at vise vej og assistere. Evalueringen efterfølgende peger på nødvendigheden af at få lavet en beredskabsplan for området i Skelhøje.

Otto fra Holstebro var med sine ni år en af de yngre deltagere. Foto: Privatfoto