Dansk Industri: - Så gjorde I det igen

91 procent af alle virksomheder er tilfredse med Ikast-Brande Kommune

5. september 2018, 14.10

De får snart et pladsproblem på Rådhuset, fordi man nu skal have plads til den ottende skulptur som vinder-kommune. Her ses fra venstre Claus Arberg, formand for DI Midt Vest, borgmester Ib Lauritsen, DI's direktør, Kent Damsgård, og formand for Give Steel, Troels B. Skak. ? Foto: Tom Laursen

IKAST-BRANDE - Så gjorde I det igen. For ottende gang at løbe med titlen som Danmarks bedste erhvervskommune.

Sådan lød det fra direktør i Dansk Industri, Kent Damsgård, da han på virksomheden Give Steel ved Brande tirsdag kunne overrække både skulptur og diplom til Ikast-Brande Kommune.

Og selv om det må skabe lidt løftede øjenbryn i Dansk Industri, der hvert år sender toppen til Ikast-Brande, så han faktisk rigtig glad og stolt ud over det faktum, at organisationens store erhvervsanalyse igen peger på Ikast-Brande som vinder.

Fantastisk flot

- Det er fantastisk flot, at I har kunnet holde førerposition år efter år. Og gennem alle årene har I øget afstanden til de øvrige kommuner ved hele tiden at forbedre jer, sagde Kent Damsgård.

Og det selv om de andre kommuner har forsøgt at gøre Ikast-Brande kunsten efter.

- I går jo ikke og putter med det. Halvdelen af landets kommuner har været på besøg for at lære af Jer.

Damsgård mente at vide, at der satses så markant i kommunerne på at komme i toppen, at man på chefniveau har det med som resultatløn, at en kommune ligger godt i erhvervsmålingen.

Gentager sidste års rekord

- Ikast-Brande har den højeste overordnede tilfredshed blandt alle kommuner i undersøgelsen. Det er lykkedes jer at gentage sidste års rekord, hvor 91 procent af virksomhederne er tilfredse eller meget tilfredse med jeres erhvervsvenlighed. Der er ikke én eneste virksomhed, som har svaret, at de er utilfredse.

Også Claus Arberg, formand for DI Midt Vest, havde de store ord fremme i sin tale.

Same procedure ...

- Det er sjette gang for mig, at jeg skal til Ikast-Brande i denne anledning. Det er »same procedure as every year«. Og så alligevel. Der er kommet ny borgmester til, og halvdelen af byrådet er skiftet ud - og der er sket ændringer i direktionen. Men I er stadig nummer et og en klar vinder, sagde Claus Arberg, der havde tre bud på, hvorfor det sker år efter år.

Lærer af andre

- I har viljen. Det er noget, I alle vil. I har en særlig kultur, hvor der findes løsninger på udfordringer - og hvor virksomheder og kommune ser hinanden som gensidige partnere. Og så er hemmeligheden, at I er gode til at lære af andre, til at opsuge gode ideer, når andre kommer på besøg hos jer.

- At I er Danmarks bedste til erhvervsliv og ikke er bange for at fortælle om det - er en gave til erhvervslivet i hele landet.

- Vi laver jo ikke dette for udstille de kommuner, der ligger i bunden, men for at udbrede kendskabet til, hvordan man får skabt et godt erhvervsklima. I har været med til at give virksomheder over hele landet bedre rammevilkår - ene og alene ved at være det gode eksempel.

Koden knækket

- I har knækket koden med hensyn til, hvad der giver vækst og velstand - og dermed også råd til velfærd. Vækst og velstand skal skabes af virksomhederne, der skal have de bedst mulige betingelser, sagde Claus Arberg, som i øvrigt glædede sig over, at region Midt Vest i DI har tre kommuner i top fem.

Det er Herning på andenpladsen og Ringkøbing-Skjern, der er hoppet op på en femte-plads.

Også værten ved tirsdagens overrækkelse, Give Steel, kunne supplere med roser.

Formanden for bestyrelsen i den store virksomhed, der ligger tæt på grænsen til Give, Troels B, Skak, sagde, at prisen var velfortjent,

- Når vi har behov for udvidelser eller andre udfordringer, oplever vi en dygtig og kompetent sagsbehandling, sagde han.

Morgenens kåring sluttede med en gang kaffebord og en rundvisning på Give Steel.

Læs også side 1-2 i dagens avis og se galleri og videoklip på AOIB

Mange af byrådsmedlemmerne og en del ansatte på Rådhuset var med til overrækkelsen tirsdag morgen. Foto: Tom Laursen