Flygtede fra fængslet i Nørre Snede: Er blevet fanget i Barcelona

En mand flygtede i 2013 fra Statsfængslet i Nørre Snede. Nu er han blevet anholdt i Spanien

12. februar 2021, 08.37

Foto: Flemming Hansen

NØRRE SNEDE Efter mere end syv år på flugt er en 31-årig mand nu blevet anholdt. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den dengang 24-årige mand flygtede i 2013 fra Statsfængslet Midtjylland ved Nørre Snede, hvor han var ved at afsone en dom på to år og otte måneders fængsel blandt andet for besiddelse af en skarpladt pistol og besiddelse af kokain. Efter omkring otte måneders afsoning blev han bevilliget udgang, men vendte ikke tilbage til fængslet som aftalt. Nu godt syv år senere er han blevet fanget og anholdt i Spanien. Betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi har netop været i Barcelona for at hente ham hjem.

- Eftersøgningsbunkerne samler bestemt ikke støv. I det her tilfælde dukkede der nye oplysninger op, som indikerede, at den efterlyste befandt sig i Barcelona. Vi fik udstedt en europæisk arrestordre og orienteret de spanske myndigheder, fortæller politikommissær Frederik Sundtoft fra lokalpolitiet i Herning i pressemeddelelsen.

Midt- og Vestjyllands Politi blev kontaktet for et par måneder siden, da den 31-årige mand var blevet anholdt.

Betjentene fra Midt- og Vestjyllands Politi fik den efterlyste udleveret i lufthavnen og tog ham med hjem til Danmark.

- Det er super godt arbejde af spansk politi. De reagerer hurtigt, prøver de oplysninger af, som vi giver dem, og de giver det også mere end ét forsøg. Det lykkedes spansk politi at anholde manden, og samarbejdet med vores spanske kolleger har i det hele taget fungeret helt, som det skulle, siger Frederik Sundtoft.

Efter godt syv år på fri fod er den nu 31-årige mand tilbage i Statsfængslet Midtjylland. Her skal han afsone de omkring to år, der resterer af hans dom.