Tidlige fejl fældede FCM

FC Midtjylland samlede nye lærepenge i det skrappe Champions League-selskab. Ajax udnyttede midtjyske fejl i første kvarter og vandt 2-1. »Ulvene« skal nu rejse sig imod deres tidligere mestertræner

4. november 2020, 06.28

FCM-spillerne hænger med hovederne efter Ajax’ scoring til 1-0. Foto: Tom Laursen

FODBOLD Første point lader stadig vente på sig for FC Midtjylland i Champions League.

De danske mestre tabte i aftes 1-2 til Ajax Amsterdam i den tredje af seks puljekampe i Europas fornemmeste klubturnering.

- Lige nu er det hårdt, og det letteste er at grave sig ned og kigge på alle de negative ting, som fylder mest hos mange af os.Men der er man nødt til at tage luft ind til den øverste del af pæren og se tingene fra et konstruktivt perspektiv, sagde cheftræner Brian Priske på pressemødet efter nederlaget.

De hollandske gæster kom foran allerede efter 48 sekunder. Det midtjyske forsvar så passivt til, da anfører Dusan Tadic blev spillet fri i feltet og havde tid til at finde en fri holdkammerat. Det blev brasilianske Antony, der let nettede til 1-0.

Efter 13 minutter blev det 2-0. Målmand Mikkel Andersen samlede uforståeligt en tilbagelægning fra Paulinho op, og Dusan Tadic scorede på det efterfølgende indirekte frispark i feltet.

Anders Dreyer reducerede efter fint forarbejde af Jens-Lys Cajuste. Dreyer skar ind i banen og smækkede bolden i nettet fra feltkanten med sit stærke venstreben.

Resten af halvlegen stod der FCM på, og »ulvene« kunne have udlignet. Men efter pausen fik Ajax bedre kontrol over spillet.

Først i slutminutterne blev FCM igen farlige, men uden at få udbytte.

Næste opgave venter allerede på søndag, og det er også en af de store. FC København kommer på besøg med ny cheftræner i spidsen. Den tidligere mestertræner fra FCM Jess Thorup har overtaget roret i københavnerklubben.

- Jeg glæder mig. Det er kun fedt, at de har fået en god træner i Jess, siger FCM-anfører Erik Sviatchenko.