Selvom det holdt hårdt: Herning-Ikast Håndbold er klar til Final 4

Silkeborg-Voel ydede kvalificeret modstand til det sidste, men HIH vandt pokalkampen med 28-26 og skal nu spille finalestævne til februar

4. oktober 2021, 08.55

Ingvild Bakkerud og HIH kunne ånde lettede op. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD Pokalhåbet lever for Herning-Ikast Håndbold, men det holdt uventet hårdt i Silkeborg tirsdag aften, hvor hjemmeholdet ydede yderst kvalificeret modstand gennem hele kampen. HIH vandt dog i sidste ende med 28-26, og dermed er holdet kvalificeret til Final 4 i pokalturneringen, Santander Cup.

Finalestævnet spilles til februar næst år.

HIH-holdet fik en noget sløv begyndelse på pokaldysten, mens hjemmeholdet var anderledes oppe på tæerne. Anført af en velspillende Eira Aune var Silkeborg-Voel foran 2-0 og 7-4, og gæsterne sled reelt for at holde sig inde i kampen.

Mod slutningen af første halvleg rykkede HIH fra 5-8 til føring på 12-10, men hjemmeholdet var ikke sådan at ryste af. Undertippede Silkeborg-Voel var blot bagud med et enkelt mål, 13-14, ved pausen.

Højt niveau hos keeperne

Hos Herning-Ikast Håndbold var det kun Emma Friis på venstrefløj og veteranen i målet, Sabine Englert, der holdt vanligt niveau i første halvleg.

Silkeborg-Voel råder imidlertid også over en rutineret keeper i svenske Filippa Idéhn, og hende havde HIH’erne ofte store problemer med at passere - især i anden halvleg.

Selvom HIH for det meste var knebent foran efter pausen, voldte hjemmeholdet til stadighed gæsterne store problemer. Blandt andet fordi flere af HIH-spillerne slet ikke fandt topniveauet frem.

Først til allersidst blev kampen afgjort, da Emma Friis igen slog til med skarphed fra fløjen. Hun blev HIH-topscorer i opgøret med syv mål.

Få minutter tid måtte en anden HIH-profil, Simone Petersen, bæres fra banen efter et sammenstød. Landsholdspilleren vendte retur nogle minutter senere - humpende, men dog på egne ben. Forhåbentlig slap hun og HIH med skrækken.

Næste kamp for Herning-Ikast Håndbold er i ligaen på udebane mod ærkerivalerne fra Viborg HK lørdag eftermiddag.