Læserbrev: Udsagnet om at det er kun er sladder, har overskygget de faktiske forhold

30. november 2021, 07.54

Foto: Christian Sjurman

LÆSERBREV Hvor ofte hører man ikke udtalelsen om »det er blot sladder«. Ordet sladder betyder, når nogen videregiver oplysninger om andre personers private forhold, herunder også urigtige og ubehagelige oplysninger.

Ja - det er ikke godt med sladdervorne i et lille landsbysamfund. Men at dække sig ind under, at det blot er sladder og derimod holde rigtige oplysninger tilbage, selvom de er ubehagelige og oplysninger om offentlige institutioner - er ikke i orden.

For mig at se gør det sig gældende i affæren vedrørende et lokalt plejehjem.

Personer tæt på hjemmet har indtil nu tilbagevist beskyldninger om uværdige forhold som sladder.

Til trods for at det gentagne gange er påpeget overfor myndighedspersoner, som burde have taget de fornødne skridt til handling, er det ikke sket. Udsagnet, om at det kun er sladder, har overskygget de faktiske forhold.

Begivenhederne har for mig at se fundet sted over en årrække.

Heldigvis er der endelig en henvendelse om de kummerlige forhold på stedet, som er taget til efterretning.

At meget tager tid at få genoprettet, er jeg ikke i tvivl om. Det er også sat i værk. Men at holde en ordentlig tone i det daglige må betragtes som en her og nu handling, som forhåbentlig ikke behøver lange udsigter for at ændre.