Næsten færdig skulptur: Samfun mangler kun sit d

Der mangler blot et »d« i ordet samfund - den nye skulptur ved stationen i Ikast

23. oktober 2020, 07.29

Kunstner Birgitte Ejdrup Kristensen glæder sig over, at hendes kunstværk har fået det positive udtryk, hun drømte om. Foto: Jette Aaes

IKAST Den ældste mursten, en munkesten fra 1400-tallet, stammer fra klokketårnet ved den oprindelige Ikast Kirke, som brændte ned til grunden i 1904.

Stenen med den indbyggede gamle lokalhistorie har borger valgt at donere til et helt nyt bygningsprojekt lidt længere sydpå i byen. Ved Ikast Station, hvor kunstner Birgitte Ejdrup Kristensen lige nu er i gang med at afslutte sit og byens nye kunstværk, skulpturen »Samfund«.

Formentligt på fredag bliver de sidste af de cirka 10.000 genbrugs-mursten brugt til det manglende bogstav, »d«, og samtidig står dermed den første skulptur i det, der engang skal udgøre en ny skulpturpark, Low Line, i området nord for togstationen i Ikast færdig.

Igennem de seneste syv uger har ventende på perronen og passagerer i regionaltogene nysgerrigt fulgt med i murstensstavningen.

- Mange har gættet på eller spurgt, hvad der skal stå, og efterhånden som bogstaverne er vokset frem, har flere samlet sig tættere på ovre på perronen for at følge med, fortæller Birgitte Ejdrup Kristensen.

Lokale donationer

Murstensværket er kulminationen på hendes kunstprojekt »Rådhuset Biblioteket Museet«, som praktisk og udstillingsmæssigt har været lagt i hænderne på Kunstpakhuset, mens »bygherren« bag værket er Ikast- Brande Kommune.

De primære tanker bag »samfund« er borgerinddragelse og samskabelse.

Det hele begyndte tilbage i marts med en åben-for-alle-debataften med forfatteren Tor Nørretranders om begrebet samfund. Til foredraget blev alle deltagere inviteret til at medbringe så mange brugte mursten, det var muligt at støve op - gerne ledsaget af en historie om stenenes tidligere anvendelse. På den måde skulle der skabes kulturhistoriske fortællinger i den færdige nybyggede skulptur.

På forhånd havde Ikast-Brande Kommune selv sørget for den største enkelte donation af brugte mursten: 4500 gule sten fra nedrivningen af det tidligere rådhus i Brande.

Derudover er det i løbet af projektet blevet til 55 private donationer af alt fra en enkelt mursten til et helt læs.

Lokalhistoriske referencer

Med andre ord er der kommet mursten nok til at bygge ordet »samfund«.

- Jeg har brugt murstenene fra området til at synliggøre samfundet: At vi er del af et fællesskab, at der er mange samfund i samfundet, og til at minde om, at samfundet - det er os alle sammen, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.

Kunstnerisk har hun tegnet værket: de syv bogstaver. Den murerfaglige del har været lagt i hænderne på murer Nicolai Asmussen fra Holstebro. Han er selvstændig murer uden medarbejdere for netop at kunne tage specialopgaver som kunstværket i Ikast ind:

- Det er en udfordrende og sjov opgave, som der desværre ikke findes så mange af. Det handler om tålmodighed og om i samspillet med kunstneren at løse udfordringerne. Det er en god måde at komme ud af sin faglige »comfort zone« på, og undervejs har vi skabt mange løsninger, siger Nicolai Asmussen.

Og mens d’et bliver muret færdigt, er Birgitte Ejdrup Kristensen allerede både glad og tilfreds:

- Det er skønt at se værket vokse til det positive udtryk, jeg drømte om. Selv om mursten kan meget, kan man ikke forhandle med den enkelte sten. Den er fastlagt i sin form, også når Nicolai murer op i forbandt. Alligevel har værket fået en både sjov og legende udstråling, siger kunstneren, der også har brugt de mange lokale mursten til at lege med udtryk og mønstre.

- Det har jeg gjort for at give de gamle mursten kulturhistoriske referencer. F’et har fået en form, der leder tanker hen på en strikket rullekravesweater som reference til områdets historiske tekstilindustri. Mønstre i andre bogstaver udtrykker områdets fokus på design eller repræsenterer mangfoldigheden i samfundet i dag, forklarer Birgitte Ejdrup Kristensen.

Nummeret lokalhistorie

Går man helt tæt på værket, finder man enkelte mursten med nummer på:

- Der er lavet en samling af fortællinger om murstenene fra hver enkelt donation. På den måde kan man finde sin egen mursten i værket eller gå på opdagelse i lokalhistoriske fortællinger i værket om bygninger, der har været i området og nu er væk, siger samfunds-kunstneren, der også bekræfter, at brugen udelukkende små bogstaver er bevidst:

- Det er for at gøre værket i øjenhøjde. Det var vigtigt for mig, at det ikke kommer til at tårne sig op og blev en autoritær ting - netop fordi vi alle er samfundet, siger Birgitte Ejdrup Kristensen.

Mens både murer og kunstner er enige om, at d’et er færdigt på fredag, er det nu op til Kunstpakhuset og Ikast-Brande Kommune at finde en dato for den endelige fernisering på byens nye, gamle murværk.

Håndværket brugt til kunstværk har været en sjov og udfordrende opgave for muremester Nicolai Asmussen fra Holstebro, der har specialiseret sig i utraditionelle mure-opgaver. Foto: Jette Aaes
Et tal på nogle af murstenene i kunstværket er reference til den lokale historie bag stenen. Samtidig kan de, der har doneret sten finde dem i værket. Foto: Jette Aaes