Samme partibog i 70 år: Socialdemokrat fejret med hotdogs
Allerede som ung, knap 16 år gammel meldte Aase Højlund, Engesvang, sig ind i Socialdemokratiet
Udgivet:08. september 2021, 11.18
Læsetid:2 minutter
Lige omrking 50 mennesker deltog i receptionen tirsdag. En af dem var tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Mogens Jensen (S), som her er fotograferet sammen med jubilaren. Folketingsmedlem Anne Paulin (S) holdt også en tale for jubilaren. Foto: Privatfoto
2 år siden
JUBILÆUM Hun havde endnu ikke rundet sine 16 år førend partibogen var i orden, og her 70 år senere er den stadig intakt. Partibogen.
Aase Højlund er fortsat medlem af Socialdemokratiet, og det bliver hun ved med til - som hun siger: lukker mine øjne.
Den snart 86-årige Engesvangenser blev tirsdag aften fejret af partikollegerne, der valgte at markere det flotte jubilæum med en reception.
- Jeg voksede op et sted, hvor »man« var medlem af partiet. Det var min far også, og han opfordrede mig til at melde mig ind. Vi var mange unge DSU’er, der havde holdninger, men også masser af fællesskab, siger Aase Højlund, der fortsat gerne lufter sine holdninger og meninger.
- Det er altid godt at have diskussioner. Man skal ikke være enig, men rummelig, siger hun og erkender, at hun ind imellem har tænkt: At nu er det nok. Men man skal jo ikke være enig om alting, så jeg har bevaret mit medlemskab, siger hun.
Aase Højlund er fortsat glødende socialdemokrat, og i sit aktive arbejdsliv har hun været engageret i fagpolitisk arbejde i HK, og aldrig været i tvivl om sit politiske ståsted.
- Jeg kunne godt lide H.C. Hansen, der var statsminister, da jeg meldte mig ind. Senere har jeg haft fornøjelsen af at have flere af de socialdemokratiske statsministre på besøg i mit eget hjem, fortæller Aase Højlund, og nævner både Anker Jørgensen og hustru Ingrid, samt Poul Nyrup Rasmussen.
Aase Højlund fylder lige om lidt 86 år, og er fortsat rask og rørig og meget glad for alle de oplevelser, fællesskaber og bekendtskaber hun har fået via sit mangeårige medlem af Socialdemokratiet

