EM-succes: Ung Ikast-rytter vinder tre sølvmedaljer

Ikast-rytteren Sophia Boje Obel Jørgensen hentede tre sølvmedaljer til EM for ponyridning i Ungarn, hvor også Nathalie Thomassen fik sølv

10. september 2020, 07.30

Ialt tre sølvmedaljer vendte unge Sophia Boje Obel Jørgensen hjem til Ikast med efter EM i pony-dressur i Ungarn. Foto: Privatfoto

IKAST En weekend hvor alt klappede for 14-årige Sophia Boje Obel Jørgensen og hendes pony Adriano B blev belønnet med tre skinnende sølvmedaljer.

Under det netop overståede EM i pony-dressur i Ungarn vandt den talentfulde Ikast-pige både sølv som del af det danske landshold i holdkonkurrencen og to individuelle sølvmedaljer.

To Ikast-ryttere

I holdkonkurrencen bidrog også Nathalie Thomassen fra Ikast på sin pony Dream of Dornik til den flotte danske sølvpodieplads.

I alt 52 ekvipager fra 12 europæiske lande deltog i europamesterskabet, som er den højeste internationale konkurrence, ponyryttere kan deltage i. I holdkonkurrencen deltog otte nationer, som hver havde fire ryttere på holdet.

I det selskab lykkedes det altså Danmark med de to Ikast-ryttere at tage den ærefulde andenplads og sølvmedaljerne.

Klar til nye udfordringer

Efter holdkonkurrencen deltog Sophia Boje Obel Jørgensen i to individelle EM-konkurrencer, hvor hun sammen med Adriano B red overbevisende og godt til at snuppe sølvmedalje i dem begge. På finaledagen i disciplinen kür, hvor rytteren selv sammensætter et program til musik, red Sophia Boje Obel Jørgensen 82,5 procent, som samtidig blev Danmarks højeste score.

Det var Sophia Boje Obel Jørgensens første EM-konkurrence, men ekvipagen kan sammen deltage i pony-konkurrencer et år endnu, og Ikast-rytteren melder sig allerede klar til en EM-tur igen, hvis hun og hendes hest skulle blive udtaget.

Sophia Boje Obel Jørgensen og Adriano B kan deltage sammen i pony-dressur et år i nu - og den unge rytter er klar til nye udfordringer. Foto: Privatfoto