EM-medaljeregn til lokal kampsportsklub

Syv lokale klubmedlemmer kom hjem fra EM med 20 medaljer i sporten Kuk Sool Won

9. december 2021, 08.44

Ikast er hjemsted for Danmarks første og foreløbig eneste klub med den sydkoreanske kampsport Kuk Sool Won. Klubben blev stiftet i 2018 af engelske Phil Brooks - et halvt år efter han flyttede til Midtjylland. Her ses fem af de syv medlemmer, som i november var til de europæiske mesterskaber i Kuk Sool Won og kom hjem med et læsfuld medaljer. Fra venstre ses 46-årige Matilda Lory, 12-årige Melissa Lory, 51-årige Phil Brooks, 13-årige Sofia Kjærgaard Pedersen og 14-årige Mathilde Rodam. Foto: Tom Laursen

SPORT Tre guld, to sølv, otte bronze og seks kobber. Plus én medalje som Grand Champion. Det var, hvad en klub fra Ikast høstede ved de europæiske mesterskaber i den sydkoreanske kampsport Kuk Sool Won, der fandt sted sidst i november i den engelske by Norwich.

- Syv af os konkurrerede, og vi kom hjem med 20 medaljer, siger Phil Brooks stolt.

Han har dyrket kampsporten i 13 år og er indehaver af det sorte bælte med 1. Dan.

Fra London til Ikast

Phil Brooks stammer fra den engelske by Birmingham, men har det meste af sit liv boet i London. I april 2018 flyttede han til Ikast.

Der gik kun et halvt år på dansk jord, før han stiftede den første og indtil videre eneste danske klub for udøvelse af Kuk Sool Won.

I begyndelsen trænede klubben i lånte lokaler i Hjertet på Vestergade, men i år flyttede klubben til Nørregade i Ikast.

- Nu har vi vores helt eget sted, siger Phil Brooks, der er grafisk designer med fokus på web og arbejder hos Siemens Gamesa i Brande.

Kuk Sool Won er en kampsport med både spark, slag, kast, spring og våben som sværd, spyd og nunchucks.

Siden den danske opstart i Ikast i 2018 har der været 87 registrerede medlemmer tilknyttet klubben.

Medlemmer fra 6 til 51 år

- I begyndelsen havde de fleste medlemmer en relation til den internationale skole i Ikast, og gennem årene er nogle flyttet videre til udlandet, så lige nu er vi omkring 30 aktive medlemmer i alderen fra 6 år til 51 år, siger Phil Brooks.

Her i 2021 er der dog adskillige medlemmer, som ikke har eller har haft tilknytning til den internationale skole.

Det kan klubben blandt andre takke 13-årige Sofia Kjærgaard Pedersen for.

I 2019 var klubben med i Aktiv Sommer, som formidler prøvetimer hos lokale foreningstilbud til skolebørn i sommerferien.

- Det meldte jeg mig til og blev rigtig glad for det, så jeg har været medlem lige siden, siger Sofia Kjærgaard Pedersen, der går på Hyldgårdsskolen.

Sofia Kjærgaard Pedersen har nu brunt bælte og arbejder sig stille og roligt frem mod det sorte bælte.

Højest rangerede dansker

At klubben i Ikast er den foreløbig eneste i Danmark, gør automatisk Phil Brooks til landets højest rangerende udøver af Kuk Sool Won.

Kuk Sool Won er en kampsport med både spark, slag, kast, spring og våben som sværd, spyd og nunchucks. Foto: Tom Laursen
13-årige Sofia Kjærgaard Pedersen (t.v.) stiftede bekendtskab med Kuk Sool Won, da hun deltog i Aktiv Sommer i 2019, og hun talte så varmt om kampsporten, at veninden Mathilde Rodam på 14 år nu også er medlem i klubben. Foto: Tom Laursen
51-årige Phil Brooks kom hjem fra de europæiske mesterskaber i Kuk Sool Won med en ekstra ærefuld (og stor) medalje. - I slutningen af stævnet, efter alle de andre medaljeoverrækkelser, kårer man i hver aldersklasse den deltager, som samlet har klaret sig bedst, og udnævner vedkommende til Grand Champion, fortæller han. Foto: Tom Laursen
At Kuk Sol Won også er en familiesport, bevises her af mor og datter. 46-årige Matilda Lory må nok erkende, at 12-årige Melissa Lory har nogle overtalende »evner«, når der skal forhandles lommepenge. Den 12-årige pige er faktisk den næsthøjest graduerede udøver af Kuk Sol Won i Danmark. Hun nærmer sig med hastige skridt det sorte bælte. Foto: Tom Laursen