Anmeldelse af ikastmusiker

I forbindelse med Spil Dansk er ikastmusikeren Jonas Götze Lindegaards enmandsband Congestus blev anmeldt. Den 21 årige ikastbo har gået på Ikast-Brande Musikskole fra han var ét og til han var 19, og en del af musikken er indspillet på musikskolen i sommerferien

4. januar 2020, 08.54

Ikast Hvorfor synger han på den måde og hvorfor navnet Congestus?!

Det vil mange lyttere nok spørge om, hvis Congestus får pænt med radiospilletid. Svarene blæser rent faktisk i vinden.

Ind træder en original.

Det er det umiddelbare indtryk, når man første gang hører enmands-projektet Congestus. Det er sikkert også dét førstegangsindtryk, sanger Jonas Götze stiler efter.

Han synger aparte og ind imellem galmands-svajende. Med snublende og ulden frasering. Den får fuld særlinge-skrue i et nummer som »Gospel«. Lige netop i den sang synes jeg det kammer over i opskruede manerer. Det ender med at skygge for sangen.

Men sådan er Congestus: Der er masser af kunstneriske prætentioner og alternative ambitioner i musik og tekst. Musikken burde ramme plet i indie-målgruppen, mens den i sin nuværende form nok vil virke bizar for et mere mainstream-lyttende folkefærd.

Jeg kan selv li' det. Fordi der er substans og hjerte i musik og tekst. Og der er mange poppede bobler i sangene, hvilket virker forfriskende.

Begrib dagen

Sangen »Gospel« åbner med dramatisk intro og folder sig pænt ud, som indirekte lovet i titlen. Der er temperament i piano/keyboard-anslaget, og det bliver til en hjemmelavet, excentrisk soulballade. Med en henkastet - men alligevel kontrolleret - æstetik a la Tom Waits.

Teksterne er generelt noget studentikose i deres iver for at skabe poetiske billeder. Men der sker noget. Som når Congestus skildrer en følelse af afmagt: himlen kan forveksles med »havets loft«. Og en længsel efter nærvær beskrives vittigt som: »I dag vil jeg begribe dagen før den forgår«.

Der afsluttes ret passende med en splintret lyd af glas. »Gospel« kan faktisk lyde som resultatet af en inspirations-druktur med Shane MacGowan fra The Pogues.

Demonstrativt

»Sprækker i akryl« er et nummer, der føles som knap tre minutters flydende drømmetilstand på sanseligt skvulpende bølgetoppe. Det er imødekommende alternativ folk med et melodisk og venligt, akustisk groove.

Der er indlagt et meget flot dyk i musikken, hvor de demonstrativt ustemte elementer dog virker lidt som forceret opvisning.

Også denne sang er metafor-tynget. Men der er fornem underspillet humor. I følgende passage med antydning af finurlig sarkasme: »Tak for den tid/Som hidtil er gået/Det kunne ikke være gået bedre«.

Sangen kan også tolkes som et øjebliksbillede af en frustreret fyr, der er gået amok og har slået hånden til blods efter et skænderi. Hvis det er helt ved siden af hensigten, giver det uanset en idé om, at teksten har billedskabende og digteriske kvaliteter.

Svaret min ven, blæser i...

»Cumulonimbus« hedder den tredje anmeldte sang. Den giver også et klart praj om, at svarene virkelig blæser i vinden, når det gælder om at afkode de mystiske elementer i musikken. Både »Cumulonimbus« og »Congestus« er nemlig betegnelser for skydannelser. Nummeret er sympatisk særpræget og dynamisk, akustisk rock med psykedelisk krydderi - samt et skud tværgående jazz.

Det repetitive sus måtte dog gerne score højere på Beaufort-skalaen (en inddeling af vindstyrker/vindhastigheder). Det når langt fra højderne i Søren Ulrik Thomsens berømte digt om samme vejr-skala. I Thomsens stormfulde digt bliver det så vildt, at »mange kvinder overvejer koldpermanent«.

Musikken i »Cumulonimbus« nøjes med at blæse op i momenter af stiv kuling.

Men der er mange andre anledninger til at lade sig rive med af Congestus. Fyren bag er en fritløbende dark horse i dansk rocks kæmpe talentflok. Du hørte ham først vrinske her.