Er der forbindelse mellem unge og kirken

Udgivet:14. marts 2022, 07.00

Læsetid:1 minut

Forstander på Askov Højskole kommer 15. marts til Ikast for at holde et foredrag om unge og kirken. Foto: Privatfoto

IKAST Kirkerne i Ikast har en ny medarbejder på vej.

Det sker fra den 1. april, hvor Fonnesbæk Kirke har ansat en ungdoms- og studenterpræst.

Det skriver provst Poul Erik Knudsen i en pressemeddelelse, hvor han samtidig gør opmærksom på, et ganske aktuelt foredrag i Ikast Kirkecenter tirsdag 15. marts.

Menighedsaftener får besøg af forstander på den hæderkronede Askov Højskole, Rikke Holm, som skal holde foredrag og indbyde til samtale om emnet; ”Unge og kirke – er der nogen forbindelse”.

Rikke Holm færdes dagligt blandt unge højskoleelever, og tager del i deres samtaler om eksistens og tro. Rikke Holm er cand. Teol. og har selv en fortid som ungdomspræst i Vejle. Rikke Holm er såleds en aldeles kompetent aktør omkring netop dette vanskelige emne.

Hun skriver om sit foredrag; ”Når purunge teenagere er blevet konfirmeret, mister de ofte kontakten til kirken, og det er svært for kirken at skabe kontakt med unge i årene derefter. Folkekirken er som udgangspunkt åben for alle, men hvordan kan den enkelte kirke skabe meningsfuld kontakt med unge?

Rikke Holm vil med udgangspunkt i de unge, hun kender fra højskolen, sætte fokus på den særlige udfordring, det er for folkekirken at rumme unge. Hvad er kirkens ambitioner i forhold til den aldersgruppe, og hvor langt vil kirken strække sig i forsøget på at nå ud til de unge? Et foredrag med oplæg til samtale”.

Arrangørerne af Menighedsaftener håber mange vil deltage i denne aften, lytte og tage del i den for folkekirken vigtige samtale om relation, samvær og tro hos nogle af dem, der skaber fremtiden.