Havfald gav ny læring

Isenvad-børn lærte om både affald og plastik på studietur til havet

4. oktober 2020, 12.54

Eleverne fra Isenvad har lavet deres egen udstilling om havfald i et tom butikslokale i Strøgcentret. Foto: Laila Kempel

ISENVAD Ikke alene bor de det koldeste sted i Danmark, de hører også til de danskere, der har allerlængst til havet. Men det kan en bustur gøre meget ved. En flok skolebørn fra mellemtrinet på Isenvad Skole fik i alt fald havet og affaldsmængden ved strandene på tæt hold på en tur til Hvide Sande.

Her skulle de besøge en lokal virkomhed, der udnytter affaldsplastik til at skabe nye produkter af, men de var også en tur på stranden, hvor opgaven lød at samle affald, så de dels gjorde en god gerning, men også fik materialer til et projekt, de efterfølgende skulle laves som en refleksion på alt det nye de havde lært.

Havfald er navnet på ugens tema, der blandt andet er mundet ud i en række kreative produkter, som i øjeblikket udstilles i et tomt butikslokale i Strøgcentret, det tidligere Busack

Rasmus Lundgaard Daugaard er 11 år og fortæller:

- Jeg har i alt fald lært, at mikroplast er meget mindre, end jeg troede, fortæller han og viser på plakaten, hvor små stykker, der er tale om.

Hans gruppes orange papmache fisk har også et stort hul i maven, fyldt med plastik, lidt reb og en ledning.

- Det er for at vise, at den har spist af det affald, der ender ude i have, forklarer Gustav William Jensen på ni år.

Som fisk så også fugl

En farverig konstrueret måge har også maven fuld af affald, der ifølge de unge isenvadborgere, er årsagen til, at den er død.

I det hele taget har børnene fået ny viden om plastikaffald og har fået en øget opmærksomhed på ikke selv at smide det i naturen.

Men måske lige så vigtigt at sørge for, at det bliver sorteret fra og kommer i de rigtige fraktioner på genbrugspladsen.

Ugen bød på en spændende form undervisning og som afslutning lød opgaven på en plakat med informationer og et kreativt produkt. Det hele har eleverne fra Isenvad udstillet i de tomme butikslokaler i Strøgcentret.

En død måge med maven fyldt med affald. Foto: Laila Kempel
Rasmus LundgaardDaugaard, Gustavn William Jensen, Julis Peter Estrup og Alex Sølvhøj Johannes Dalsgaard fortæller om deres nye viden om mikroplast og en orange fisk med maven fyldt med havfald. Foto: Laila Kempel