Aktiv sommer: Vi danser os glade

Midtjysk Danseakademi er særdeles aktive med masser af workshop under Aktiv Sommer

30. juli 2020, 17.00

Daniel Villadsen underviser i hip-hop ved Aktiv Sommers danseevent på Hjertet i Ikast. Foto: Laila Kempel

DANS De står på lige rækker foran den obligatoriske spejlvæg. Højre - venstre - drej rundt og forfra, en gang til. Instruktøreren foran spejlet er sikker, og råber venligt til de cirka 30 forsamlede børn, der engageret og motiveret bevæger sig rytmisk til instruktionerne. Først den ene vej og så den anden vej. Og forfra en gang til, da musikken bliver sat på.

Dansesalen få førstesal i Hjertet på Vestergade er omdrejningspunktet for Midtjysk Danskeakademis åbne og gratis workshop, der er en del af Ikast-Brande Kommunes Aktiv Sommer.

Topmøde af forskellighed

Som til et topmøde hos FN er deltagerne tydeligt vidt forskellige og snakken i pausen vidner også om, at her er mange forskellige nationaliteter.

Mørke, lyse, krøller eller ej. Børnene er vidt forskellige og kommer fra nærmest alle verdenshjørner: ukraine, spanien, Sri Lanka, Thailand, Frankrig, Spanien, Burundi og Indien.

Men..

De har tydeligvis et fælles sprog og en fælles forståelse for, hvordan de skal flytte føderne og vrikke med hofterne til musikken, der drøner ud af højttalerne.

Dansebørn

- Vi har haft rigtig mange børn igennem vores workshops. Vi hygger os, og har mødt en masse glade børn, siger Veronia Myshko, der er dagens instruktør, men også den, der hver torsdag underviser hos Midtjysk Danseakademi, der har holdt til på Hjertet siden januar 2019.

Veronika Myshko er professionel danser og hører til i eliten, når der danses standard- og latindanse rundt i verden.

Hun er ukrainer, men flyttede til Danmark for at opfylde sine egne danseambitioner.

Hun supplerer derudover med at undervise på balletskolen i Holstebro, men altså også en gang om ugen på Hjertet i Ikast.

Dansens mange sprog

Hendes undervisning foregår på engelsk og enkelte deltagere denne sommer eftermiddag har brug for lidt hjælp til at få det oversat til dansk, hvilket Anton Yavorskyy hurtigt tilbyder. Han går normalt til dans hos Veronika Myshko, og har ingen problemer med at oversætte til dansk.

Veronika slår ind imellem også sover i ukrainsk i forhold til kommunikationen med de deltagende børn fra hjemlandet.

- Jeg er flyttet til Danmark fordi det er her verdens bedste sportdansere er, og her jeg har lyst til at være. Og så elsker jeg at dele ud af min danseglæde og se, hvordan børn kan hygge sig.

Ingen pegefingre

- I foreningen gør vi meget ud af at motivere børnene til at blive bedre. Vi skal ikke have løftede pegefingre og hele tiden fortælle, hvad de gør forkert. Nej vi skal sprede glæde, siger Veronia Myshko.

Hun og de øvrige instruktører så Aktiv Sommer som en enestående mulighed for at vise, at der er en danseforeningen i Ikast.

- Jeg møder ofte folk, der slet ikke ved, at vi her. Vi har været i gang i halvandet år nu, så det var en måde at blive kendt på, siger hun.

En af deltagerne er otte-årige Bella Hakizimana, der helt tydeligt er vild med sommeraktiviteteten.

Udmattet

Hun er i det daglige elev på Den internationale Skole og går i forvejen til dans i foreningen.

- Jeg var sammen med min veninde, og synes det så sjovt ud, så spurgte jeg min mor om jeg ikke måtte være med. Og selvom det kan være svært så er det så sjovt. Også her i sommerferien. Vi danser og danser og jeg tænker slet ikke over, hvor meget vi danser, men når jeg kommer hjem, så er jeg helt udmattet, siger Bella Hakizimana, der har deltaget i flere af de tidligere workshop under Aktiv Sommer.

Anton Yavorskyy er næsten 13 år og også medlem af Danseakademiet.

- Jeg går til dans i det daglige, men her fik jeg pludselig mulighed for igen at være sammen med mine kammerater, som jeg ikke har set hele foråret. Jeg vil gerne være fysisk sammen med mine venner, og så bliver man bare i så godt humør af at være sammen med andre, og selvfølgelig blive bedre til at danse, siger han.

I dagens workshop danses der mange forskellige genrer. En af gæsteinstruktørerne er hip-hop danseren Daniel Villadsen, der kender Veronia Myshko og Danseakademiets formand Earl Willamsen fra Balletskolen i Holstebro.

- De spurgte om jeg havde lyst til at bidrage, og det havde jeg da. Jeg har undervist siden jeg var 16 år, og der er da ikke noget mere livsbekræftende end at se entusiasmen hos børn, der kommer fordi de har lysten til at danse og bevæge sig, siger Daniel Villadsen.

Midtjysk Danseakademi starter op igen i september og alle, der har lyst til at lære danse både hip-hop eller standardanse er velkommen til at være med.

Veronika Myshko lader børnene få en pause og viser video med sig selv i hovedrollen ved en af de store dansekonkurrencer. Foto: Laila Kempel
Selv i pausen kan man øve sig på at blive bedre, eller strække de ømme muskler op af væggen. Foto: Laila Kempel
Bella Hakisimana danser og danser og først når hun kommer hjem finder hun ud af, hvor udmattet hun er. Foto: Laila Kempel
Anton Yavorskyy går allerede til dans, men synes muligheden for at være fysisk sammen med vennerne var for oplagt. Derfor danser han gerne med i sommerferien. Foto: laila Kempel