
Troen på at livet grundlæggende er godt
Udgivet:27. maj 2023, 12.00
Læsetid:3 minutter
Sophia Katrine Fischer-Poulsen blev sidste år ansat i stillingen som 50 procent sognepræst i Isenvad Pastorat, 40 procent sognepræst i Bording-Christianshede Pastorat og 10 procent sognepræst i Engesvang. Foto: Privatfoto
4 måneder siden
Det er pinsetid, og pinsen er kirkens fødselsdag og Helligåndens fest. Her fejrer vi, at Helligånden kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker. Og så passer det jo så fint, at pinsen netop falder i en tid, hvor håbets farve, nemlig lysegrøn, efterhånden pryder alle træer og buske.
Det er netop håbet, jeg vil skrive lidt om i denne udgave af Præstens Spalte. Men hvad er håb egentlig? Håb er det modsatte af mismod. Det er troen på, at livet grundlæggende er godt, at modgang og lidelse er midlertidigt, og at fremtiden vil blive god.
»Fremtiden er der også i morgen« er titlen på en ny bog af forfatterne Kristian Leth. Og meget passende så lyser titlens bogstaver i neon på forsiden af bogen, som et stort neonskilt, plantet midt i en jungle, som et symbol på – at her er en sandhed, der er vigtig at høre.
Kristian Leth har nemlig gjort det til sit kald i livet at sprede håb og styrke håbet ved at sætte fokus på, at alt ikke står så skidt til, som vi går rundt og tror.
Bogen er egentlig skrevet til unge i teenagealderen, men kan anbefales enhver at læse, for bogens formål er at pille nogle af de negative forestillinger fra hinanden, som vi kan have om, hvordan alt står meget skidt til, og at det er lige før, at vi er ved at nå til afslutningen af jordens eksistens.
En irrationel frygt
Ikke overraskende så mener Leth, at det mediebillede vi udsættes for, har en stor del af skylden for, at vi i vores land især, har en negativ forventning til fremtiden: »Nyhederne vil rigtig gerne have vores opmærksomhed. Og den får de, når de fortæller os om noget, der er dramatisk og overraskende. Men den måde at fremstille verden på har nogle konsekvenser«, siger han i bogen. Konsekvenserne bliver desværre, at de gode nyheder udelades. Nyheder som for eksempel at: der er meget få krige i forhold til alle tider før nu, at Europa er i den længste fredsperiode nogensinde, nyheder om alle de børn der ikke dør, og alle de dyr, der ikke længere er ved at blive udryddet, fordi man har lært at passe på dem. Og igennem bogen gennemgår han så en del eksempler på alt det, der faktisk går bedre, end det nogensinde har gjort før.
Og Kristian Leth interviewer i bogen også hjerneforskeren Peter Lund Madsen omkring indvirkningen af frygt på hjernen. Netop fordi nyhederne, film og serier fokuserer på det negative, det farlige og det frygtede, og kun alt for sjældent fortæller om, hvor godt det går, og hvor meget der bliver bedre i stedet for værre, så bliver resultatet, at folk går rundt og er bange for alt muligt og umuligt. Men det er der faktisk ikke grund til ifølge Kristian Leth. Og igennem bogen gennemgår han på en realistisk og underbygget måde, hvorfor alt er meget mere positivt, end vi går rundt og tror. Uden at han dog negligerer de reelle problemer, som verden står overfor. Men, selv verdens reelle problemer mener han, at vi kan få et positivt syn på, for vi mennesker er nemlig både så kloge og så dygtige, at vi kan finde en løsning. Det er sket mange gange før og kan sagtens ske igen.
Bogen får den varmeste anbefaling herfra. For det er godt at lære noget om, at alt ikke er så skidt, som mange af os går rundt og tror. Skal et menneske leve og leve godt, så må det nemlig leve af og med tro, håb og kærlighed.