Brande slog Galten ihjel

På besøg en tilfældig klubaften i Brande eSport

Udgivet:12. december 2018, 09.00

Læsetid:4 minutter

Holdet fra Brande er ved at lammetæve aftenens modstander fra Galten-Skovby, og coach og formand for Brande eSport ser ganske tilfreds til. Foto: Jens Anton Nordestgaard

Flemming Thulstrup
Journalist

5 år siden

esport - Vi er U-U-Ubesejret!

Sejrsråbet gjalder og bliver efterfulgt af et par indianerhyl samt adskillige knuckles og hive fives!

Scenen kunne være taget fra et omklædningrum efter en fodboldkamp, men stedet er faktisk nogle lokaler i kælderen under Brande Hallerne.

Det er et af holdene fra Brande eSport, der har hevet endnu en sejr i land.

Denne gang gik det så ud over et hold fra Galten-området, der fik forsmædelige tæsk - 16-1 i to sæt - en overbevisende og knusende sejr til drengene fra Brande.

Dermed er Brande eSport snublende tæt på at kvalificere sig til en af DGI's divisioner for eSports-klubber.

Foreningens formand Michael Kongedam er knapt så højrøstet som drengene, men smiler alligevel tilfreds bag skægget.

Han er nemlig en af trænerne for holdet og har i kampens hede travet bag de fem drenges stole og været i forbindelse med dem gennem headsettet.

Start med LAN-party

Brande eSport er som forening ganske ung.

Faktisk blev foreningen først født i forlængelse af Idræt for Alle i Brande Hallerne i januar.

- Der kom rigtigt mange forbi, og dermed var der basis for den forening, som vi havde i støbeskeen, fortæller Kenneth Andersen, der blev udpeget som kasserer i Brande eSport.

IT-konsulenten fra EG i Birk har dog været aktiv med at arrangere esport for andre i mange år.

- Det er vel en snes år siden, at jeg var med til at arrangere LAN-party på biblioteket, fortæller Kenneth Andersen.

Det foretrukne spil er counter strike, og det er da også det, som Brande-drengene netop har sejret i.

Lidt forenklet handler spillet om to hold på hver fem deltagere, der jagter hinanden.

Deltagerne er bevæbnet med granater, knive og skydevåben af alle slags, og det går nu ud på, at uskadeliggøre modstanderen, inden han gør det slemme ved én selv.

Der bliver til stadighed udviklet på spillet med nye udfordringer og nye baner.

Forældre med frygt for at deres børn får voldelige tendenser gennem spillet ved skærmen kan roligt slappe af.

- Børnene forstår, at der er stor forskel på virkeligheden og så det, der udspiller sig på skærmen, fastslår Kenneth Andersen.

Vil gerne udvide

Der er tale om en ren drengeverden. Samtlige medlemmer, og dem er der godt 50 af, er drenge og unge mænd.

- Der har da været en pige eller to forbi, men der er forsvundet igen. Det er faktisk lidt mærkeligt, for piger kan lige så let spille som drenge, men sådan er det, konstaterer foreningens kasserer.

Brande eSport har fået sig indrettet lækkert i de lokaler, hvor Brande Fysioterapi tidligere holdt til.

Der er blevet plads til et rum, fyldt med computere samt et opholdsrum med bordtennis og storskærm samt et lille køkken, men man ønsker nu også at inddrage det tilstødende lokale, der står ledigt.

- Eksempelvis kan vi ikke spille to kampe samtidig. Det forstyrrer for meget, hvis der er to hold i samme rum, så derfor vil vi meget gerne udvide, siger Kenneth Andersen.

Han betegner ellers forholdene i kælderen under Brande Hallerne som noget nær ideelle, og de bliver flittigt brugt.

- Vi har drenge næsten hver aften, og vi sidder ikke bare og spiller hele aftenen. Der er også undervisning i strategi, og så kan man tage sig et spil bordtennis eller hoppe i svømmebadet.

Han og de andre ledere i Brande eSport ved udmærket, at der er mange, der er skeptiske, når man kalder kampen ved computerne for en sport.

- Det må man selv om. Der indgår rigtig meget strategi i spillet, og det kræver faktisk mange færdigheder at nå helt til tops - akkurat som man ser det i andre idrætsgrene, påpeger Kenneth Andersen.

Kenneth Andersen var for en halv generation med til bane vejen for esport i Brande, da han var medarrangør af LAN-partys på biblioteket. I dag er han kasserer og systemansvarlig i Brande eSport.
Det taktiske oplæg er af uhyre stor betydning, inden man kaster sig ud i en battle på computeren.
Et lille indblik i den verden, hvor bevæbnede helte og terrorister bekæmper hinanden med alle midler.