Sverige ser fremskridt før møde med Tyrkiet

Sveriges udenrigsminister håber på et ja tirsdag, men er forberedt på at Nato-medlemskab kan trække ud.

Udgivet:28. juni 2022, 14.49

Læsetid:2 minutter

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, ser tegn på fremskridt før møde med Tyrkiets præsident Erdogan tirsdag. Sverige vil dog være forberedt på at fortsætte samtalerne efter Nato-topmødet i Madrid, hvis ikke det lykke at overbevise Erdogan og at lade Sverige og Finland blive optaget i Nato (Arkivfoto).

/ Ritzau /

MADRID Der er gået halvanden måned, siden Finland og Sverige søgte om optagelse i Nato. Men nu håber Sveriges udenrigsminister Ann Linde, at det snart vil være muligt at tage det næste skridt.

Det siger hun forud for det NATO-topmøde i Madrid, der indledes tirsdag. Her skal Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, mødes med lederne for Tyrkiet, Finland og Nato for at diskutere optagelsen.

- Vi har gjort fremskridt. Det er helt sikkert, siger Ann Linde til svenske medier forud for mødet.

- Vi er forberedt på, at noget positivt sker i dag. Men også på, at det vil tage mere tid, siger Ann Linde.

Hun åbner for, at Sverige i værste fald må være tålmodig og fortsætte diskussionerne selv efter, topmødet er slut.

Det vil dog i givet fald blive udlagt som et nederlag for Nato, som på topmødet i Madrid ønsker at signalere enighed over for Rusland.

Tyrkiet har anklaget Finland og især Sverige for at huse militante kurdere, som i årevis har været i væbnet konflikt med den tyrkiske stat.

Tyrkiets præsident Erdogan kræver desuden, at de to nordiske lande ophæver deres våbenembargo mod Tyrkiet. Den blev indført i 2019. Det skete i forbindelse med Tyrkiets militære indgreb i Syrien.

Forud for afrejsen til Madrid fastslog Erdogan desuden, at han ønsker adgang til at købe F-16 kampfly af USA. Det spørgsmål vil formentlig blive berørt, når Erdogan mødes med USA's præsident, Joe Biden.

Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, bekræftede tirsdag mødet. Det vil ifølge Sullivan foregå i løbet af onsdag i forbindelse med NATO-topmødet i Madrid.

Hvis ikke det lykkedes for Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at formidle et gennembrud tirsdag, kan det direkte møde mellem Erdogan og Biden måske blive den afgørende nøgle til at få Tyrkiet til at opgive sin modstand mod Sveriges og Finlands Nato-medlemskaber.

Alle 30 medlemslande skal sige ja, hvis Sverige og Finland skal kunne blive medlemmer af Nato. Dermed skal Tyrkiet overbevises om at opgive sin vetoret - ellers kan Sverige og Finland ikke blive medlemmer.

Den finske præsident, Sauli Niinistö, siger før tirsdagens møde med Erdogan, at han hverken er optimistisk eller pessimistisk.

- Vi går ind til diskussionen med Erdogan med et åbent sind, siger Sauli Niinistö til finske medier.

/ritzau/